Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at Rusland vil sende soldater og militærudstyr til grænsen til Finland, efter at Finland er blevet en del af Nato.
Meldingen kommer i et stort interview med det statslige russiske nyhedsbureau RIA og den statslige tv-kanal Rossija-1.
Den russiske præsident siger også, at Sverige og Finlands indtræden i Nato er et "meningsløst skridt".
- Det er et fuldstændigt meningsløst skridt (for Finland og Sverige, red.) fra et perspektiv om at sikre deres egne nationale interesser, siger Putin i interviewet.
- Vi havde ikke styrker der (ved den finske grænse, red.), nu kommer de til at være der. Der var ikke ødelæggelsessystemer der, nu kommer de til at dukke op.
Der er valg i Rusland i weekenden, hvor Putin er stort set sikker på at blive genvalgt.
Finland blev medlem af forsvarsalliancen Nato 4. april sidste år, mens Sverige kom med torsdag i sidste uge.
De to lande ønskede at blive medlem af Nato, efter at Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine.
Finland og Rusland deler en 1340 kilometer lang grænse.
I interviewet siger Putin også, at Rusland er klar til at bruge atomvåben, hvis landets suverænitet trues.
- Fra et militærteknisk perspektiv er vi selvfølgelig klar, siger Putin som svar på et spørgsmål om, hvorvidt Rusland virkelig er klar til atomkrig.
Præsidenten siger også, at Rusland på intet tidspunkt har haft behov for at bruge atomvåben i Ukraine.
- Hvorfor skulle vi have brug for at bruge masseødelæggelsesvåben? Der har aldrig været et sådant behov, siger han.
Kilde: /ritzau/Reuters