Ukraine

søn, 28 apr 2024

Ukrainske soldater falder tilbage flere steder langs fronten

Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, melder om ukrainsk tilbagegang. Her ses han i januar under interview med Reuters. (Arkivfoto).
Valentyn Ogirenko/Reuters Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, melder om ukrainsk tilbagegang. Her ses han i januar under interview med Reuters. (Arkivfoto).

Mindst tre steder langs frontlinjen i Østukraine har ukrainske soldater måttet rykke tilbage.

Det skyldes en "forværret" militær situation.

Sådan lyder det søndag fra Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, i en opdatering på sociale medier.

Russiske styrker har over en periode været på fremmarch østpå.

- Situationen ved fronten er forværret, skriver Syrskyj på Facebook ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kampenes omdrejningspunkt er tæt på Tjasiv Jar og nordvest for Avdijivka, som russiske styrker indtog i februar.

- Fjenden har koncentreret sin hovedindsats i adskillige sektorer og skabt en betragtelig fordel i styrker og midler, siger Syrskyj.

Netop Avidijivka blev anset for at være Ruslands første større sejr siden indtagelsen af Bakhmut.

Nu har ukrainske soldater måttet indtage nye positioner vest for landsbyerne Berdytji og Semenivka.

Det samme gælder nær Novomykhajlivka længere sydpå, skriver Syrskyj ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Generelt set fik fjenden visse taktiske succeser i disse områder, men kunne ikke opnå operationelle fordele, siger han ifølge Reuters.

Ukraine advarede lørdag om, at Rusland vil skrue op for angrebene på jernbaner, før nye amerikanske militære hjælpepakker ankommer. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ukraine har flere gange advaret om, at kampene vil blive svære i de kommende uger. Det er ikke første gang, at Syrskyj beskriver situationen i krigen som "forværret".

Tidligere denne uge kom der dog gode nyheder til Ukraine.

Her satte USA's præsident, Joe Biden, sin underskrift på en lovpakke, der blandt andet sikrede over 400 milliarder kroner i militærhjælp til Ukraine.

Umiddelbart efter kom der meldinger om en første militærpakke på en milliard dollar - cirka syv milliarder kroner - der vil blive trukket fra de amerikanske militærlagre og derfor hurtigt kommer til Ukraine.

Fredag kom USA's forsvarsministerium med en meddelelse om endnu en hjælpepakke. Den har en værdi på knap 42 milliarder kroner og er ifølge USA's forsvarsministerium den største hidtil.

Den pakke ventes dog at være længere tid undervejs.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere