Årsregnskab

fre, 10 mar 2023

Danske Spil leverer solidt regnskab og rekordhøjt bidrag til fællesskabet

Danske Spil leverer solidt regnskab og rekordhøjt bidrag til fællesskabet

Pressemeddelelse

10.3.2023 08:07:08 CET | Danske Spil A/S

I et år præget af usikkerhed bidrager Danske Spil i 2022 med 1.479 mio. kr. til udlodningsmidlerne og leverer et rekordhøjt samlet samfundsbidrag på 2.868 mio. kr. I 2022 er Danske Spil lykkedes med at styrke indsatsen mod spilafhængighed samtidig med, at både toplinjen og bundlinjen er løftet til gavn for fællesskabet.

Danske Spils resultat efter skat er vokset med ca. 100 mio. kr. til i alt 1.728 mio. kr. i 2022, og samtidig er omsætningen (bruttospilleindtægt eller BSI) vokset med 145 mio. kr. til i alt 4.975 mio. kr., hvilket særligt kan tilskrives, at Klasselotte­riet i 2022 blev lagt sammen med Danske Spil. Derudover er fremgangen i Danske Spil baseret på produktudvikling, en forbedring af digitale salgskanaler og fokus på omkostningerne. Der er fortsat en god kundetilslutning, og 1,9 mio. danskere har i 2022 underholdt sig med et eller flere af Danske Spils produkter.

Vores formål er at være til glæde og til gavn, og vi er i Danske Spil stolte af, at vi også i 2022 er lykkedes med at levere et stort overskud til fællesskabet ved at tilbyde danskerne ansvarlig underholdning. Vi bidrager samlet set til samfundet med 2,9 mia. kr., heraf 1,5 mia. kr. direkte til danske foreninger og kultur- og idrætsliv. Og med 1,9 mio. kunder vedbliver vi med at være danskernes foretrukne spilleselskab,” siger Peter Christensen, bestyrelsesformand i Danske Spil.

Fortsat stort fokus på ansvarlighed og sund spilleadfærd

Danske Spil arbejder vedholdende og målrettet med at styrke virksomhedens ansvarlighed og har en bred indsats for at dæmme op for hvidvask og matchfixing samt sikre sunde spillevaner og bekæmpe spilafhængighed. I 2022 har Danske Spil blandt andet indført begrænsninger på onlinekasino, så kunder tvinges til at stoppe og foretage et aktivt valg om deres spil. Der er også lanceret et tiltag, som hjælper kunder til at få bedre overblik over deres spil, ligesom monitoreringen af og indsatsen overfor sårbare spillere er styrket. Samtidig er tv-reklametrykket på væddemål og kasinospil gennem de seneste år reduceret.

Vi har en effektiv og bred indsats mod spilafhængighed. Vi er glade for, at antallet af spillere hos os, hvor vi ser tegn på problematisk spilleadfærd, er reduceret mærkbart over de seneste år. Det er en balance at sikre, at ansvarlighed og lønsomhed går hånd i hånd, og det kommer nogle gange med en pris at sikre sund spilleadfærd, men den betaler vi gerne, når vi kan se en klar effekt af vores indsats,” siger adm. direktør i Danske Spil, Nikolas Lyhne-Knudsen.

Særligt spilkortet, som Danske Spil i 2020 som de første – og stadig eneste i branchen - stillede krav om brug af, er et helt afgørende redskab for et mere ansvarligt spillemarked. Danske Spils enegang med et obligatorisk spilkort vurderes at have haft en negativ effekt på årets regnskab, idet kunder, der fortsat ønsker at spille anonymt, er gået til andre spilleselskaber. Danske Spil ser derfor frem til, at spilkort bliver obligatorisk for alle i branchen.

Et samlet, dansk spilleselskab

I 2022 blev sammenlægningen med Klasselotteriet gennemført, og der arbejdes på at indfri de ambitioner om synergier og driftsfordele, der ligger i den politiske beslutning.  Der er stort fokus på at udvikle forretningen kommercielt og at gennemføre øget digitalisering, fælles salg, udvikling og driftsoptimering. I 2022 bidrager Klasselotteriet med 70 mio. kr. til resultatet for en 9-måneders periode.

Vi har i Danske Spil i år budt velkommen til Danmarks ældste lotteri, og vi glæder os til fortsat at udvikle Klasselotteriet til glæde for både udlodningsmodtagere og kunder. Det er et stykke danmarkshistorie, vi er blevet lagt sammen med, og den fortsatte udvikling kommer til at ske i respekt for Klasselotteriet kunder og lotteriets arv og traditioner,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen.

Forventninger til 2023

BSI forventes i 2023 at ligge i niveauet 5,0 -5,2 mia. kr., og årets resultat efter skat forventes at blive 1,7-1,8 mia. kr. Den mindre stigning i BSI skyldes en forventning om en god udvikling i Danske Spils forretningsområder, og at markederne ikke forventes at blive hårdt ramt af de aktuelle kriser. Forventningerne til 2023 er behæftet med usikkerhed i lyset af den betydelige makroøkonomiske volatilitet.

Nøgletal i Danske Spils årsrapport for 2022

Danske Spil, der er ejet af staten, DIF og DGI, har den 9. marts 2023 offentliggjort sin årsrapport samt samfundsansvarsrapport for 2022.

Nøgletal:

  • Årsresultat: 1.728 mio. kr. (2021: 1.627 mio. kr.)
  • Bruttospilleindtægt: 4.975 mio. kr. (2021: 4.830 mio. kr.)
  • Samfundsbidrag (inklusive udlodningsmidler, overskud, spilafgifter og selskabsskat): 2.868 mio. kr. (2021: 2.809 mio. kr.)
  • Bidrag til udlodningsmidler: 1.479 mio. kr. (2021: 1.507 mio. kr.)

Andre læser også

Vores naturgasforbrug fortsætter med at falde Det danske forbrug af naturgas faldt 3,6 procent sidste år, samtidig med at vi ... Læs mere
EL-leder kalder EU-valg for mistillidserklæring til regeringen Regeringen bør udskrive valg efter ”mistillidserklæring” ved EU-valg, mene... Læs mere
Hver anden ansøger til erhvervsuddannelse har over tre kvarter til skole Knap halvdelen af alle ansøgere til erhvervsuddannelserne har mere end 45 minut... Læs mere
Meta udsætter træning af kunstig intelligens i Europa efter kritik Efter pres fra datasikkerhedsmyndigheder udskyder Meta planer om at anvende brug... Læs mere
Novo-topchef skal forklare sig om høj pris på lægemidler i Senatet Lars Fruergaard Jørgensen har sagt ja til at svare på spørgsmål om prissætn... Læs mere