Detailbutikker

tor, 12 dec 2024

Salling Group er blevet politianmeldt for ikke at skjule tobak

Salling Group er blevet politianmeldt, efter at der er fundet eksempler på, at plastikforhæng foran tobaksvarer ikke har været trukket for i længere tid. (Arkivfoto).
Hans Meineche/Ritzau Scanpix Salling Group er blevet politianmeldt, efter at der er fundet eksempler på, at plastikforhæng foran tobaksvarer ikke har været trukket for i længere tid. (Arkivfoto).

Forbrugerombudsmanden politianmelder Salling Group for ikke at skjule tobaksprodukter tilstrækkeligt.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse torsdag.

Forbrugerombudsmanden har konstateret 15 tilfælde, hvor plastikforhænget foran tobaksvarer var trukket fra i længere tid. Det er ulovligt, skriver Forbrugerombudsmanden.

Det er sket i flere Bilka-, Føtex- og Netto-butikker, lyder det.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen påpeger, at der med tobaksreklameloven har været et ønske om at sende et klart signal om, at brug af tobak og lignende produkter er sundhedsskadeligt.

- Tobaksreklamelovens totale forbud mod at vise tobaksprodukter er vedtaget for ikke at friste særligt børn og unge, siger han i pressemeddelelsen.

- Derfor har vi også fundet det nødvendigt at politianmelde Salling Group for ikke at sørge for, at alle tobaksprodukter er ude af syne for kunderne, lyder det videre.

Ifølge tobaksreklameloven må butikker ikke vise de tobaksvarer, som butikken sælger, medmindre der er tale om en butik, som er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer.

De øvrige butikker herunder supermarkeder må kun vise tobaksvarer efter anmodning fra en køber.

Fra Salling Group lyder det, at der er tale om fejl efter uagtsomhed.

- Bag enhver kundeinteraktion står et menneske og en medarbejder, hvorfor der desværre kan ske fejl, men vi kan kun beklage, for vi ønsker hverken at markedsføre eller vise tobaksprodukter i vores butikker, siger Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef i Salling Group, i en skriftlig kommentar.

Nu bliver der iværksat en indsats for at undgå lignende fejl, lyder det.

- På en ærgerlig baggrund har vi iværksat en grundig indsats på tværs af alle vores butikker og varehuse for så vidt muligt at undgå lignende tilfælde - det drejer sig om konkret kommunikation og træning af kolleger, siger Jacob Krogsgaard.

Forbrugerombudsmanden skriver i pressemeddelelsen, at Sikkerhedsstyrelsen i januar 2024 modtog en klage over et af Salling Groups supermarkeder.

Styrelsen sendte klagen videre til Forbrugerombudsmanden, som herefter satte fokus på koncernens overholdelse af tobaksreklameloven.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister afviser drøftelser om EU-soldater i Grønland At EU's militærkomité-chef taler om europæiske soldater i Grønland må stå ... Læs mere
Minister vil have ordet kvinde skrevet ind i abortlov I ti år har der i abortlovgivning været kønsneutrale formuleringer som "den g... Læs mere
Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere