EU

tir, 11 jun 2024

26-årig SF'er slår Løkkegaard på målstreg som største stemmesluger

Kira Marie Peter-Hansen fra SF og Morten Løkkegaard fra Venstre ligger i top over stemmeslugere ved årets EU-valg. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Kira Marie Peter-Hansen fra SF og Morten Løkkegaard fra Venstre ligger i top over stemmeslugere ved årets EU-valg. (Arkivfoto).

Det blev en portion stemmer fra de sidste københavnske valgsteder, der skubbede SF's spidskandidat i mål som EU-valgets topscorer.

Det står klart efter en fintælling af stemmerne efter søndagens valg til EU-Parlamentet. De officielle resultater leveres af it-virksomheden KMD.

SF-spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen har fået 178.438 personlige stemmer.

Dermed slår hun Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, som fik 174.048 stemmer.

I en skriftlig kommentar lyder det fra Kira Marie Peter-Hansen, at hun er "enormt rørt".

- Det er jo helt vildt, når mennesker stemmer personligt, for så siger de jo virkelig, at "dig dér, dig tror jeg på kan forvalte min stemme".

- Det er en stor tillid og et stort ansvar, som jeg vil gøre mit bedste for at leve op til, lyder det fra den 26-årige SF'er.

Mandagen igennem har Morten Løkkegaard ellers ligget øverst på KMD's liste over topscorere.

Men det blev en håndfuld valgkredse i København, der bragte Kira Marie Peter-Hansen op forbi Venstres spidskandidat.

SF har ved årets EU-valg klaret sig særligt godt i Københavns Storkreds.

Her fik partiet 26,5 procent af stemmerne, viser tal fra Danmarks Statistik.

SF blev også det største parti i fire ud af landets ti storkredse. Foruden København sikrede partiet sig også flest stemmer i Københavns Omegns Storkreds, Nordsjællands Storkreds og Østjyllands Storkreds.

Det bliver Kira Marie Peter-Hansens anden periode i parlamentet, selv om hun oprindeligt missede en plads i 2019. Her fik hun 15.765 stemmer.

Men fordi hendes partikollega Karsten Hønge gav sit mandat videre, fik hun som stedfortræder pladsen allerede dagen efter valget i 2019.

Hønge spillede på to heste, idet han også opstillede til folketingsvalget 5. juni 2019, hvor han fik et mandat.

Kira Marie Peter-Hansen var med sin alder på 21 år, tre måneder og tre dage det hidtil yngste parlamentsmedlem.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, takker på den sociale platform X for et "fantastisk valg".

- Og tænk, at Kira Marie Peter-Hansen er blevet valgets topscorer! Jeg har troet på det hele vejen - og nu viser resultatet, at hun blev det, skriver formanden.

På tredjepladsen over kandidater med flest personlige stemmer kommer Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose. Hun har fået 142.198 stemmer.

De kandidater, der har fået flest stemmer ved årets valg, har fået noget færre personlige stemmer end ved valget i 2019.

Med til det hører, at stemmeprocenten i år var på 58,2 procent mod 66,1 procent i 2019. Det svarer ifølge DR til omkring 300.000 færre stemmer.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald Kriminelle skal i fem år afstå fra yderligere kriminalitet for at få eftergiv... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere