Finans

fre, 23 aug 2024

Beskæftigelsen er vokset uafbrudt i 2024

Beskæftigelsen er vokset i seks ud af seks måneder i 2024. (Arkivfoto).
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Beskæftigelsen er vokset i seks ud af seks måneder i 2024. (Arkivfoto).

Hverken høj inflation, stigende renter eller økonomisk usikkerhed har været nok til at få det danske arbejdsmarked til at bremse op.

I juni voksede antallet af lønmodtagere igen til et niveau, der ikke er set højere før. Det har været historien i hele 2024.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik fredag morgen.

Den samlede beskæftigelse voksede med cirka 1600 personer til i alt 3.025.200 i juni.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at det danske arbejdsmarked vokser til et nyt topniveau, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

- Men man bliver ikke for alvor træt af at høre om det.

- Det er gode nyheder fra det danske arbejdsmarked, som bare bliver ved med at præstere. Og det er ikke umuligt, at flere beskæftigelsesrekorder kan være i vente.

Kigger man to år tilbage, er arbejdsmarkedet vokset med 70.000 personer siden da, har cheføkonomen noteret sig.

- Det er meget imponerende, set i lyset af de udfordringer som økonomien ellers stod overfor.

Også Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal, tror på, at tendensen kommer til at fortsætte.

Konkurrencen om arbejdskraft er nemlig fortsat hård, argumenterer han.

- For hver ledig stilling i Jobnet er der mindre end to arbejdsløse. Dermed er kampen om arbejdskraften mere intens end før corona, hvor arbejdsgiverne også beklagede sig over mangel på arbejdskraft.

- Dengang var der knapt tre arbejdsløse for hver ledig stilling i Jobnet, skriver han i en skriftlig kommentar.

Den hårde konkurrence vil formentlig fortsætte i fremtiden, forudser han.

- Frem mod 2035 forventes 176.000 faglærte at forlade arbejdsmarkedet, fordi de når pensionsalderen.

- Samtidig står søgningen imod de erhvervsfaglige uddannelser i stampe. Derfor bliver der massiv mangel på faglært arbejdskraft.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told Små og mellemstore virksomheder eksporterer for 12 milliarder til USA årligt, ... Læs mere
Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere