Finans

man, 02 dec 2024

Den danske stat vil have aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne

Terminal 2 i Københavns Lufthavn er her fotograferet i april i år. Finansministeriet har mandag oplyst, at staten med en betinget købsaftale kan få aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Terminal 2 i Københavns Lufthavn er her fotograferet i april i år. Finansministeriet har mandag oplyst, at staten med en betinget købsaftale kan få aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S. (Arkivfoto).

Går alt vel, kommer den danske stat fremover til at eje cirka 98 procent af aktierne i Københavns Lufthavne A/S.

Finansministeriet har indgået en betinget købsaftale med pensionsselskabet ATP om køb af 59,4 procent af aktierne, skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Det vil give staten en samlet ejerandel på 98,6 procent af Københavns Lufthavne, der primært driver Københavns Lufthavn og Roskilde Lufthavn.

Staten ejer i forvejen 39,2 procent af aktierne.

Den samlede købspris for ATP's aktier forventes at være cirka 32 milliarder kroner, lyder det i pressemeddelelsen.

Aftalen er dog betinget af "opnåelse af relevante regulatoriske godkendelser".

Baggrunden for købet er en ny politisk aftale indgået af regeringen, SF, De Konservative og De Radikale, der giver staten lov til at erhverve aktiemajoriteten.

- Dermed fremtidssikrer vi, at lufthavnen også i fremtiden har en ansvarlig og langsigtet ejerkreds, og vi sikrer gode rammer for, at lufthavnen som central dansk infrastruktur og en af Danmarks største arbejdspladser også i fremtiden bidrager positivt til den danske økonomi, dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside har lufthavnen over 17.000 ansatte.

Det er dog ikke planen, at staten i fremtiden skal eje næsten hele selskabet.

- Den politiske aftale indeholder også, at staten, når handlen med ATP er gennemført, skal arbejde for, over tid via et eller flere frasalg, at nedbringe statens ejerandel i Københavns Lufthavne A/S til 50,1 procent, mens staten fastholder aktiemajoriteten, lyder det i pressemeddelelsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere