Finans

ons, 24 jul 2024

Højere fragtrater sender omsætning i DSV op men overskud falder

Den samlede omsætning i DSV lyder på knap 41,2 milliarder kroner i andet kvartal. Det er ni procent mere end i samme periode i 2023. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Den samlede omsætning i DSV lyder på knap 41,2 milliarder kroner i andet kvartal. Det er ni procent mere end i samme periode i 2023. (Arkivfoto).

På trods af en højere omsætning, er indtjeningen hos det danske logistikselskab DSV faldet i andet kvartal.

Her lyder resultatet på 2,7 milliarder kroner, viser regnskabet, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

I andet kvartal i 2023 tjente selskabet knap 3,4 milliarder kroner.

Det lavere overskud skyldes ifølge DSV, at indtjeningen per fragtet ton er faldet, hvis man sammenligner med samme periode i 2023. Selskabet påpeger dog, at indtjeningen per fragtet ton har holdt sig stabil fra første til andet kvartal.

Højere priser på søfragt har ellers fået DSV's omsætning til at stige. I selskabets division for luft- og søfragt er omsætningen steget med 8,1 procent til 24,6 milliarder kroner i kvartalet.

Det skydes foruden stigende fragtrater også, at selskabets fragtmængde er steget både til havs og i luften. Særligt eksport fra Asien og Stillehavsregionen er steget sammenlignet med andet kvartal i 2023.

Årsagen til, at fragtraterne har været på et højt niveau i første halvdel af 2024 er, at uro omkring Det Røde Hav har fået mange til at sende skibe syd om Afrika i stedet for at sejle gennem Suezkanalen og Det Røde Hav.

Houthibevægelsen har angrebet flere fragtskibe i Det Røde Hav, herunder flere fra Mærsk. Ifølge bevægelsen sker angrebene i solidaritet med palæstinenserne som følge af krigen mellem Israel og den militære bevægelse Hamas.

DSV estimerer, at markedet for søfragt er vokset med en encifret procentsats i andet kvartal. DSV's egen mængde af fragtet gods til søs er vokset med fire procent i andet kvartal.

Den samlede omsætning i DSV lyder på knap 41,2 milliarder kroner i kvartalet. Det er ni procent mere end i samme periode året før.

DSV er blandt de sidste potentielle købere til den tyske logistikgigant DB Schenker. Indtil tidligere i juli var det danske rederi Mærsk også med i budprocessen, men selskabet har meldt ud, at det har trukket sig.

Tidligere har Reuters skrevet, at de to danske selskaber var blandt de sidste fire mulige købere.

Her indgik ifølge nyhedsbureauet også Saudi-Arabiens nationale shippingselskab, Bahri, og et konsortium bestående af kapitalfondene CVC, Abu Dhabi Investment Authority (Adia) og GIC fra Singapore.

Ifølge Reuters' oplysninger har Bahri også trukket sig fra processen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere
Nykredit forudser faldende overskud efter fjerde rekordår i træk For fjerde år i træk ender Nykredit-koncernen med et overskud efter skat, der ... Læs mere
Statsministeren er uenig i Løkkes forslag om krigsfinansiering Mette Frederiksen vil ikke lade oprustningen ske på kompromis af social balance... Læs mere