Finans

tor, 11 apr 2024

Hovedstadslejligheder undgår voldsomme prisdyk efter skattestigning

Ejerlejligheder i København er faldet 2,3 procent siden nytår. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ejerlejligheder i København er faldet 2,3 procent siden nytår. (Arkivfoto).

Nogle økonomer spåede kraftige prisfald på ejerlejligheder i særligt hovedstadsområdet på grund af de højere boligskatter, der trådte i kraft efter årsskiftet.

De sæsonkorrigerede priser i København er godt nok faldet 2,3 procent siden nytår, men blodbadet er indtil videre udeblevet.

Det konkluderer Mira Lie Nielsen, boligøkonom hos Nykredit, på baggrund af en ny opgørelse fra Boligsiden.

- Den (prisudviklingen, red.) harmonerer sådan set nogenlunde med de prisforventninger, som vi selv har haft i et stykke tid, siger hun.

- At der ikke har været tale om et blodbad hænger sammen med den høje beskæftigelse, at inflationen er faldet godt tilbage, og samtidig oplever mange danskere nogle af de højeste lønstigninger i flere årtier.

- Det kan være med til at give et opadgående prispres.

Det nye boligskattesystem har særligt haft til hensigt at få betydning for markedet for ejerlejligheder i eksempelvis hovedstaden, hvor priserne de senere år er stukket af.

Købte man en bolig inden årsskiftet, var der udsigt til en skatterabat. Har man købt efter, er man løbet ind i en skattestigning.

Priser på ejerlejligheder på landsplan faldt 0,8 procent fra februar til marts, viser tallene fra Boligsiden. I Region Hovedstaden lød faldet isoleret set på 0,9 procent.

Den tendens kommer muligvis til at fortsætte frem mod sommer. Det vurderer Mira Lie Nielsen.

- Vi forventer, at vi gradvist frem mod sommer vil se ejerlejlighedspriserne falde til et niveau, hvor køberne i større omfang er klar på at slå til, siger hun.

- For køberne er der fortsat, og mange ønsker at bo og eje bolig i de større byer, hvor langt de fleste ejerlejligheder jo ligger.

- Samtidig blæser gunstige vinde over danskernes privatøkonomi. Den tabte købekraft genvindes bid for bid, i takt med at inflationen er faldet, og lønstigningerne måned efter måned lander på NemKontoen.

Kigger man i stedet på villaer og rækkehuse, er priserne på landsplan steget 0,4 procent. I hovedstadsområdet og i Midtjylland har priserne taget et skridt tilbage, mens det forholder sig omvendt i de øvrige dele af landet.

Særligt Nordjylland skiller sig ud med priser, der er vokset 4,7 procent den seneste måned.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere
Amerikansk rentesænkning smitter positivt af på danske boliglån Den seneste tid er renten på danske boliglån med 30 års fast rente faldet, da... Læs mere