Finans

man, 05 feb 2024

Nordea tjente 37 milliarder kroner i 2023

Administrerende direktør i Nordea, Frank Vang-Jensen, er tilfreds med det seneste regnskabsår. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Administrerende direktør i Nordea, Frank Vang-Jensen, er tilfreds med det seneste regnskabsår. (Arkivfoto).

På baggrund af blandt andet stigende renteindtægter landede Nordea i 2023 et nettooverskud på 4934 millioner euro, svarende til knap 37 milliarder kroner.

Det viser selskabets årsrapport, som mandag morgen er blevet offentliggjort.

Resultatet på bundlinjen er dermed 18 procent højere end i 2022.

Renteindtægterne løb i 2023 op i cirka 55 milliarder kroner, en stigning på 32 procent.

Som mange andre banker nyder Nordea godt af, at udlånsrenterne er steget kraftigt, mens indlånsrenterne ikke er fulgt med i samme tempo.

Derfor er den såkaldte rentemarginal - som er forskellen mellem indlåns- og udlånsrenten - steget. Det kan ses i regnskabet.

- 2023 var endnu et stærkt år for Nordea. Trods den forværrede økonomiske situation formåede vi at skabe et positivt momentum i forretningen, siger administrerende direktør Frank Vang-Jensen i en kommentar til regnskabet.

Omkostningerne steg på samme tid med otte procent til i alt næsten 39 milliarder kroner.

Selskabets bestyrelse har foreslået et udbytte på 0,92 euro på aktie, svarende til omkring 66 procent af årets nettooverskud. I 2022 lød udbyttet på 0,8 euro per aktie.

Forslaget skal til afstemning på generalforsamlingen 21. marts.

På baggrund af de flotte regnskabstal hæver Nordea forventningerne til regnskabsåret 2025. Banken forventer fremover en egenkapitalforrentning på over 15 procent mod det gamle mål på over 13 procent.

I det indeværende regnskabsår forventer Nordea også en egenkapitalforrentning på over 15 procent.

- Vi forventer, at vores indtægter igen i 2024 vokser hurtigere end vores omkostninger - omend med en mindre positiv udsigt end i 2023, lyder det fra Frank Vang-Jensen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere
Få brugere oplevede sikkerhedsbrist hos Nordnet Nordnet er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler... Læs mere
Flere syriske flygtninge undersøger hjemrejse til Syrien Der er voksende interesse blandt syriske flygtninge i muligheden for hjemrejse, ... Læs mere
Venstres Ellen Trane Nørby dropper borgmesterdrøm og trækker sig Venstre i Sønderborg stiller med ny borgmesterkandidat til kommunalvalget. Det ... Læs mere
Selvstændighedspolitiker melder sig ud af Siumut og ind i Naleraq Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq ... Læs mere