Finans

lør, 01 jun 2024

Regeringen og regionerne er klar med ny økonomiaftale

Danske Regioners formand Anders Kühnau og finansminister Nicolai Wammen (A) har siddet ved forhandlingsbordet i forbindelse med en ny økonomiaftale for regionerne i 2025. (Arkivfoto).
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix Danske Regioners formand Anders Kühnau og finansminister Nicolai Wammen (A) har siddet ved forhandlingsbordet i forbindelse med en ny økonomiaftale for regionerne i 2025. (Arkivfoto).

Regeringen og Danske Regioner har landet en aftale om regionernes økonomi for 2025.

Den bliver præsenteret klokken 10.30 lørdag. Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Finansminister Nicolai Wammen (S) vil præsentere den nye såkaldte driftsramme sammen med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), formand for Danske Regioner Anders Kühnau og næstformand Mads Duedahl.

Også ældreminister Mette Kierkgaard (M) vil deltage.

Aftalen kommer lige efter, at regeringen kunne præsentere en ny økonomiaftale for kommunerne med et markant løft til blandt andet velfærd på 3,4 milliarder kroner.

En aftale som finansministeren med stor glæde præsenterede. Som finansminister har Nicolai Wammen indgået i alt seks aftaler med kommunerne - men aftalen for 2025 er han mest glad for, sagde han fredag.

- Det er det største løft af kommunernes driftsøkonomi i 15 år, og der vil kunne ske markante investeringer i den nære velfærd for borgerne, tilføjede han.

Finansministeren kunne for nylig meddele, at det finanspolitiske råderum opjusteres med 11,25 milliarder kroner frem mod 2030.

Regionerne har ligesom borgmestre rundt i flere kommuner råbt op om en presset økonomi.

Blandt andet har udgifterne til tilskudsmedicin særligt tæret hårdt på finanserne.

I 2023 måtte regionerne bruge 1,4 milliarder kroner mere på tilskudsmedicin, end man gjorde året før. Det er 1,1 milliard kroner mere, end der var budgetteret med i økonomiaftalen med staten.

Danske Regioners Anders Kühnau gjorde det klart for blot få dage siden, at pengene ikke er fulgt med de stigende udgifter.

Dermed presses sundhedsvæsenet på sine kerneopgaver som behandling af patienter.

Regionerne vil have staten til at tage en del af ansvaret for de stigende udgifter. Det har netop været et af omdrejningspunkterne i forhandlingerne.

Her har regionerne arbejdet for netop at få staten til at tage en større del af regningen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere