Finans

ons, 29 maj 2024

Skrinlagte vindprojekter i USA koster Ørsted 850 millioner i forlig

Ørsted og topchef Mads Nipper har indgået et forlig i USA på over 850 millioner kroner. Pengene skal betales til delstaten New Jersey. (Arkivfoto).
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Ørsted og topchef Mads Nipper har indgået et forlig i USA på over 850 millioner kroner. Pengene skal betales til delstaten New Jersey. (Arkivfoto).

Ørsted skal betale den amerikanske delstat New Jersey 125 millioner dollar - over 850 millioner kroner - i et forlig i en sag om skrinlagte vindprojekter.

Det oplyser delstaten på sin hjemmeside ifølge TV 2.

Det var i efteråret, at det danske selskab valgte at trække sig fra havvindprojekterne Ocean Wind 1 og 2 på den amerikanske østkyst, hvilket medførte nedskrivninger for milliarder.

Samlet set nedskrev selskabet for 28,4 milliarder kroner i løbet af de første tre kvartaler i 2023.

Ørsted hensatte i efteråret 300 millioner dollar til selve sagen.

Selskabet oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det er tilfreds med, at sagen er endt i et forlig på 125 millioner dollar.

- Forliget samt meddelelsen om, at New Jersey fremskynder den femte udbudsrunde, understreger delstatens engagement i havvind, lyder det.

Årsagen til at stoppe projekterne var blandt andet problemer i forsyningskæderne og stigende renter.

De højere udgifter har også fået konsekvenser for Ørsteds investeringsambitioner.

Så sent som i juni sidste år lød det, at man ville investere for i alt 475 milliarder kroner inden udgangen af 2023. Det skulle medføre en samlet installeret kapacitet på cirka 50 gigawatt.

I dag er ambitionerne mere beskedne.

I forbindelse med sit årsregnskab i februar meddelte Ørsted, at der vil blive investeret for 35 milliarder kroner mindre end planlagt mellem 2024 og 2026.

Nu lyder ambitionen, at Ørsted skal have en installeret kapacitet på mellem 35 og 38 gigawatt inden udgangen af 2030.

Forklaringen på, at selskabet i dag står et noget andet sted end i sommeren 2023 er netop de to droppede projekter i New Jersey.

Særligt i sensommeren og i efteråret sidste år fik den negative udvikling aktionærerne til at trække følehornene gevaldigt til sig.

Fra årsskiftet sidste år og frem til november faldt Ørsted-aktien således med omkring 60 procent.

Siden har den dog genvundet lidt af det tabte, og aktien er fra november sidste år til onsdag vokset mere end 60 procent i værdi.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald Kriminelle skal i fem år afstå fra yderligere kriminalitet for at få eftergiv... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere