Finans

tir, 27 aug 2024

Statsgælden er ikke set lavere i næsten 30 år

Kristian Skriver er seniorøkonom hos Dansk Erhverv.
Pressefoto: Dansk Erhverv/Free Kristian Skriver er seniorøkonom hos Dansk Erhverv.

De offentlige finanser har det bedre end længe set. Det viser tal for statsgælden, som Nationalbanken har offentliggjort tirsdag.

Statsgælden udgjorde ved udgangen af juli i år 288 milliarder kroner, og selv om det er mange penge, så er det meget lavt i historisk perspektiv.

Gælden udgør nemlig kun 9,8 procent af bruttonationalproduktet (bnp), og det er den laveste andel, som er registreret, siden statistikken blev indført i 1995.

- Vi er simpelthen europamestre i offentlige finanser, og det har vi faktisk været den seneste håndfuld år.

- Og selv om det ikke er et mål i sig selv at blive gældfri, så giver det noget handlefrihed. Vi kan uden problemer optage ny gæld, uden at der er nogen, der begynder at stille spørgsmålstegn ved, om vi kan betale den tilbage, siger Kristian Skriver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv.

Og netop det med at optage ny gæld kan blive aktuelt inden for en overskuelig fremtid.

Lige nu kan Finansministeriet hvert år melde om store offentlige overskud takket være høj beskæftigelse og tilsvarende høje skatteindtægter.

Men vi ser ind i nogle årtier, hvor andelen af pensionister vokser, og hvor statens udgifter derfor vil vokse.

- Det er en problemstilling, som mange lande ser ind i, og mange af dem kigger formentlig misundeligt mod Danmark, hvor vi løbende har gennemført pensionsreformer, der har sikret det fundament, vi står på nu, siger Kristian Skriver.

Det stigende antal ældre er også en af årsagerne til, at seniorøkonomen ikke vil anbefale regeringen at fejre den historisk lave gæld med at dele gaver ud, når den senere på ugen forventes at præsentere sit finanslovsforslag for næste år.

- Vi er stadig i en situation, hvor der er rigtig meget tryk på dansk økonomi.

- Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, hvis regeringen lemper på finanspolitikken og vil bruge endnu flere penge.

- Det vil i hvert fald kræve, at de finder tilsvarende besparelser andre steder, hvis ikke økonomien skal overophedes, siger Kristian Skriver.

Danmark var i 2022 det EU-land, der havde den fjerdelaveste statsgæld målt i procent af bnp. Kun Estland, Bulgarien og Luxembourgs gæld var lavere.

Til gengæld var Danmark det år det land, der havde det største offentlige overskud i forhold til bnp.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere