Finans

fre, 13 dec 2024

Tysk centralbank forventer andet år i træk med negativ vækst

Ifølge den tyske centralbankchef, Joachim Nagel, er det især industrien og eksporten, som er påvirket af den pressede tyske økonomi, skriver dpa. (Arkivfoto).
Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix Ifølge den tyske centralbankchef, Joachim Nagel, er det især industrien og eksporten, som er påvirket af den pressede tyske økonomi, skriver dpa. (Arkivfoto).

Den tyske centralbank, Deutsche Bundesbank, forventer, at tysk økonomi vil vokse i mindre grad næste år end tidligere antaget.

Samtidig forventer centralbanken, at Tysklands bruttonationalprodukt (bnp) vil skrumpe med 0,2 procent i år.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

I den seneste prognose fra centralbanken fra juni lød forventningen, at tysk bnp ville vokse 0,3 procent i år.

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

I 2023 faldt Tysklands bnp 0,3 procent. Dermed forventer centralbanken nu, at Tysklands økonomi for andet år i træk vil skrumpe.

Når et land i en periode oplever makroøkonomisk nedgang, kaldes det en recession.

Ifølge den tyske centralbankchef, Joachim Nagel, er det især industrien og eksporten samt investeringer, som er påvirket af den pressede tyske økonomi.

- Den tyske økonomi kæmper ikke kun mod økonomisk modvind, men også strukturelle problemer, siger han ifølge dpa.

Nagel siger desuden at også arbejdsmarkedet begynder at reagere "mærkbart" på den økonomiske situation.

Centralbanken forventede tidligere en vækst på 1,1 procent i 2025. Nu ventes en vækst på 0,2 procent. Forventningen til 2026 er også blevet skåret fra en vækst på 1,4 procent til 0,8 procent, skriver dpa.

Centralbankens forventning om, at den tyske økonomi skrumper igen i år er på linje med den tyske regerings forventning.

Spørger man Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, er der udbredt krisestemning i Tyskland, når det kommer til økonomi.

- Tyskerne har utrolig svært ved at få gang i økonomien. Det er især tysk industri som ikke får mange nye ordrer og skruer ned for produktionen, skriver han i en kommentar.

Og når den tyske økonomi er presset, rammer det de danske eksportvirksomheder. I 2023 faldt den danske eksport til Tyskland således med 2,5 procent.

- Prognosen for næste år peger på endnu et år uden fremgang for tyskerne. Tyskland er et af vores allervigtigste eksportmarkeder, så det rammer også Danmark, skriver Allan Sørensen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Spar Nord fik sit næstbedste resultat nogensinde i 2024 Spar Nords indtjening faldt med otte procent i 2024 sammenlignet med rekordåret... Læs mere
Tyskere og amerikanere løfter Pandoras omsætning med milliarder Pandora har både løftet sin omsætning og sit overskud efter skat i 2024. I å... Læs mere
Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning I 2024 løftede medicinalselskabet Lundbeck sin omsætning med 10,5 procent til ... Læs mere
Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere