Gaza

man, 18 mar 2024

Israel hævder at have dræbt 20 terrorister på hospital i Gaza

Fordrevne palæstinensere har under krigen i Gaza søgt ly ved al-Shifa-hospitalet. Billedet her er fra december. (Arkivfoto).
-/Ritzau Scanpix Fordrevne palæstinensere har under krigen i Gaza søgt ly ved al-Shifa-hospitalet. Billedet her er fra december. (Arkivfoto).

Israels militærs angreb på al-Shifa-hospitalet i Gaza natten til mandag resulterede i 200 anholdelser. Desuden blev 20 formodede terrorister dræbt ved mødet med de israelske soldater.

Det oplyser en talsmand for Israels militær (IDF) ifølge Reuters.

- Vi pågreb flere end 200 formodede terrorister, som nu bliver afhørt. Vi uskadeliggjorde flere end 20 terrorister inde på hospitalets område, siger Daniel Hagari, der er talsperson for militæret.

En israelsk soldat døde i kampene på hospitalet, som er det største fungerende hospital i Gaza.

Ifølge Daniel Hagari var det specialstyrker bakket op af infanterisoldater og kampvogne, der udførte operationen.

Den blev iværksat på baggrund af efterretninger, som har vist, at hospitalets faciliteter igen blev brugt af ledende figurer fra den militante palæstinensiske bevægelse Hamas.

Al-Shifa-hospitalet har således ifølge Israel også tidligere fungeret som base for Hamas' aktiviteter.

- Hamas forsøgte at genetablere dets base på hospitalet og bruge det som skjulested for terrorister på flugt.

- Det vil vi ikke tillade, og vi vil angribe og fortsætte med at angribe ethvert sted, som Hamas forsøger at få greb om igen, siger Daniel Hagari.

Samtidig oplyser mediet Al Jazeera, som har hovedkvarter i Qatar, at én af mediets journalister blev slået og anholdt under det israelske militærs angreb på al-Shifa-hospitalet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Al Jazeera skal flere journalister være anholdt.

- Al Jazeera-netværket kræver øjeblikkelig løsladelse af dets korrespondent (journalisten Ismail Alghoul, red.) og andre journalister, som blev anholdt sammen med ham, skriver Al Jazeera i en udtalelse.

AFP skriver, at det israelske militær ikke er vendt tilbage på nyhedsbureauets forespørgsel om en kommentar til anholdelsen af journalisterne.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen ændrer regler for at hjælpe belarusere i klemme Belarusere, som lever i eksil i Danmark, skal kunne blive, selv om de ikke kan f... Læs mere
Arlas nummer to bliver topchef i grovvarekoncernen DLG Peter Giørtz-Carlsen bliver topchef i DLG fra januar 2025. Siden 2019 har han v... Læs mere
Oppositionen vil have regeringen til at udvide adoptionskulegravning DD, SF, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, DF, De Radikale og Alte... Læs mere
Influencer ser frem til klarhed om regler for markedsføring Forbrugerombudsmanden risikerer at forvirre forbrugerne med sin fortolkning af l... Læs mere
Eli Lilly-regnskab skuffer og trækker Novo-aktie med ned Eli Lilly solgte mere Mounjaro og Zepbound i tredje kvartal. Analytikere forvent... Læs mere