Gaza

tir, 23 apr 2024

Israels militær hævder at have gravet lig op under eftersøgning

En palæstinensisk mand går gennem Nasser-hospitalskomplekset i Khan Younis tidligere i marts. Komplekset har flere gange været centrum for israelske militæraktioner. (Arkivfoto).
-/Ritzau Scanpix En palæstinensisk mand går gennem Nasser-hospitalskomplekset i Khan Younis tidligere i marts. Komplekset har flere gange været centrum for israelske militæraktioner. (Arkivfoto).

Israels militær afviser tirsdag palæstinensiske beskyldninger om massebegravelser og mulige henrettelser på et hospital i Gaza.

Palæstinensiske embedsmænd oplyste mandag, at der var blevet fundet knap 300 lig på Nasser-hospitalet i Khan Younis i det sydlige Gaza.

Det israelske militær siger, at det har gravet lig op i forsøget på at finde gidsler, som Hamas tog under angrebet på Israel 7. oktober.

- Påstanden om, at IDF (det israelske militær, red.) begravede palæstinensiske lig, er grundløs, lyder det i en meddelelse fra det israelske militær.

Militæret tilføjer, at israelske soldater lagde ligene tilbage, hvor de var blevet begravet, efter at de var blevet undersøgt.

- Undersøgelsen blev foretaget på en forsigtig måde og kun steder, hvor efterretninger indikerede gidslers mulige tilstedeværelse, skriver militæret.

- Undersøgelsen blev foretaget respektfuldt, mens de afdødes værdighed blev bevaret.

Ligene på Nasser-hospitalet blev fundet, efter at israelske soldater havde forladt stedet, melder palæstinensiske myndigheder.

Der blev også fundet lig på al Shifa-hospitalet ifølge myndighederne.

FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, har udtrykt bekymring over fundene.

- Vi føler et behov for at slå alarm, for der er helt klart blevet fundet adskillige lig, siger Ravina Shamdasani, som er talsperson for Türk.

Palæstinensiske myndigheder har tirsdag oplyst, at yderligere 35 lig er blevet fundet på Nasser-hospitalet i løbet af det seneste døgn. De siger, at der er mindst tre massegrave på hospitalskomplekset. Det bringer det samlede antal lig op på 310.

Ifølge de palæstinensiske meldinger har israelske soldater begravet lig der for at dække over forbrydelser.

Men det har Israel afvist. Israel siger, at det er tvunget til også at kæmpe på hospitaler, da militante fra den palæstinensiske bevægelse Hamas befinder sig der. Det afviser sundhedspersonale og Hamas.

Krigen i Gaza har varet næsten 200 døgn. Store dele af området er blevet jævnet med jorden, og næsten alle 2,3 millioner indbyggere er slået på flugt.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Rockwool forventer bedre år efter fart på salg til erhvervsbyggeri Rockwool forventer nu fremgang i 2024 efter bedre salg end ventet i årets førs... Læs mere
Nik og Jay øger millionindtægt gennem selskab Hitmagerne Nik og Jay leverede et overskud på 10,8 millioner kroner i 2023 genn... Læs mere
Novonesis fastholder sine forventninger efter kæmpefusion Organisk vækst i Novonesis er fire procent i første kvartal. I 2024 forventes ... Læs mere
Flere huse er sat til salg i Jylland og på Fyn Hussalget steg i begyndelsen af maj i Jylland og på Fyn. Men i Region Hovedstad... Læs mere