Gaza

tir, 24 sep 2024

Mette F. er ultimativt klar til at tvinge løsning igennem i Mellemøsten

Mette Frederiksen holdt tale ved FN's "Summit of the Future" møde i New York.
Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix Mette Frederiksen holdt tale ved FN's "Summit of the Future" møde i New York.

Hvis ikke parterne i Mellemøsten selv kan løse konflikterne, er statsminister Mette Frederiksen (S) ultimativt klar til at lade det internationale samfund tvinge en løsning igennem.

Det siger hun i et interview med DR Nyheder under et besøg i New York til et FN-møde.

- Og det er, at det internationale samfund tager over og siger, at det her er ikke kun et anliggende for Mellemøsten, det er et anliggende for hele verden, og derfor må vi have tvunget en tostatsløsning igennem, siger hun.

Det fremgår ikke, hvad hun konkret mener, og om det i yderste konsekvens kan betyde ved militær magt.

Israel vakte stor opsigt ved mandag at indlede et angreb mod Hizbollah i Libanon, hvilket kan eskalerer konflikten yderligere.

Næsten 500 libanesere meldes dræbt det seneste døgn i den blodige konflikt mellem Israel og Libanon, og EU's udenrigschef, Josep Borrell, kalder det for "en nærmest fuldtonet krig".

Frederiksen fremhæver, at hun selv er tilhænger af en tostatsløsning, hvor palæstinenserne skal leve i egen stat adskilt fra staten Israel.

Målet er at tage højde for det palæstinensiske krav om national selvbestemmelse uden at underminere Israels suverænitet.

- Hvis vi kigger specifikt på Mellemøsten, så er den eneste farbare vej i mine øjne en tostatsløsning. Hvor Israel kan blive betrygget i, at landet eksisterer og dens befolkning kan være i sikkerhed, og at det palæstinensiske folk tilsvarende får en stat, siger Mette Frederiksen til DR.

Ritzau har bedt Statsministeriet om en uddybning af, hvad statsministeren mener mere konkret.

Den seneste optrapning i Libanon kommer, efter at Hizbollah-medlemmers personsøgere og walkie-talkies i sidste uge eksploderede pludseligt.

Omkring 40 personer blev dræbt, og flere end 3000 meldes sårede som følge af eksplosionerne. Hizbollah hævder, at Israel står bag eksplosionerne, men det har den israelske præsident, Isaac Herzog, afvist.

Siden har den militante libanesiske bevægelse Hizbollah og Israel skiftevis angrebet hinanden på tværs af grænsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere
Få brugere oplevede sikkerhedsbrist hos Nordnet Nordnet er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler... Læs mere
Flere syriske flygtninge undersøger hjemrejse til Syrien Der er voksende interesse blandt syriske flygtninge i muligheden for hjemrejse, ... Læs mere
Venstres Ellen Trane Nørby dropper borgmesterdrøm og trækker sig Venstre i Sønderborg stiller med ny borgmesterkandidat til kommunalvalget. Det ... Læs mere
Selvstændighedspolitiker melder sig ud af Siumut og ind i Naleraq Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq ... Læs mere