Kongelige

man, 22 apr 2024

Medie: Ung nordmand sneg sig ind til kronprins Christians fødselsdag

I anledning af kronprins Christians 18-års fødselsdag den 15. oktober sidste år blev der afholdt en stor fest på Christiansborg Slot. 200 af landets unge var inviteret. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix I anledning af kronprins Christians 18-års fødselsdag den 15. oktober sidste år blev der afholdt en stor fest på Christiansborg Slot. 200 af landets unge var inviteret. (Arkivfoto).

Den norske avis Dagbladet skriver, at en ung nordmand, der er tidligere sigtet for blandt andet identitetstyveri og bedrageri, sneg sig ind til danske kronprins Christians 18-års fødselsdag i oktober sidste år.

Manden sneg sig angiveligt ind under påskud af at tilhøre pressen, men har ifølge avisen flere gange været pågrebet af politiet hjemme i Norge.

Han ses på flere billeder, som danske medier har taget fra kronprins Christians fødselsdag.

Manden har desuden taget et billede, som Dagbladet er i besiddelse af, fra vindueskarmen på Christiansborg Slot, hvor festen fandt sted.

Ifølge Dagbladet stod manden tæt på både dronning Margrethe og gæsterne fra det norske kongehus.

Manden har tidligere været sigtet for groft bedrageri, bedrageri, hvidvask, dokumentfalsk, identitetstyveri, legemsbeskadigelse og hensynsløs adfærd, skriver avisen.

I en tidligere kendelse om varetægtsfængsling, som Dagbladet har læst, står, at han har været sigtet for at have udført "en række bedragerier med professionelle aktører".

Det drejer sig om "store pengebeløb", og fremgangsmåden indikerer, at "sigtede har høj teknisk kompetence, og at lovovertrædelserne er nøje planlagt".

Statsanklager i Norge Per Morten Schjetne har udtalt, at manden ikke er blevet retsforfulgt, fordi der var "tvivl om den tiltaltes strafferetlige tilregnelighed på gerningstidspunktet".

I disse tilfælde kan man anbringe en tiltalt på en psykiatrisk afdeling, men hans lovovertrædelser har ifølge Schjetne hverken "krænket andres liv, helbred eller frihed". Derfor har det ikke været en mulighed at anbringe ham.

Dagbladet har været i kontakt med det danske kongehus, som henviser til Politiets Efterretningstjeneste (PET) angående sikkerhedsspørgsmålet.

PET svarer i en e-mail til Dagbladet:

- PET har et tæt og godt samarbejde med kongehuset om sikkerhed og personbeskyttelse, men PET kommenterer ikke konkret på, hvordan disse sikkerhedsopgaver udføres.

- Vi kan dog oplyse, at det pågældende arrangement - efter PETs opfattelse - fandt sted i trygge og sikre omgivelser, lyder det.

Mandens deltagelse er derfor hverken bekræftet af kongehuset eller PET. Det vides ikke, hvilken dokumentation manden skal have fremvist for at komme ind til fødselsdagen, skriver Dagbladet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere
Amerikansk rentesænkning smitter positivt af på danske boliglån Den seneste tid er renten på danske boliglån med 30 års fast rente faldet, da... Læs mere