Militær

tor, 12 dec 2024

Dansk it-selskab runder en milliard i forsvarssalg efter Nato-aftale

Systematic blev etableret i 1985 og leverer it-løsninger til over 50 lande inden for eksempelvis forsvar, sundhed og digitalisering. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Systematic blev etableret i 1985 og leverer it-løsninger til over 50 lande inden for eksempelvis forsvar, sundhed og digitalisering. (Arkivfoto).

Det danske softwareselskab Systematic har afsluttet sit regnskabsår med en omsætning på 1,62 milliarder kroner.

Det er 13,5 procent mere end det foregående regnskabsår og den højeste omsætning i selskabets historie.

Det skriver Systematic i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet for 2023/2024.

I regnskabsåret har selskabet desuden rundet en omsætning på en milliard kroner alene fra salg af software til forsvarsindustrien.

I april meddelte Systematic, at det havde vundet et internationalt udbud og dermed skal levere en softwareløsning til forsvarsalliancen Nato de næste 12 år.

Systemet hedder SitaWare og skal bruges til at koordinere og udføre landoperationer.

De første to år skal systemet implementeres og trænes, hvorefter resten af kontrakten er vedligeholdsperiode.

Kontrakten er på i alt 212 millioner kroner over 12 år.

Men det er ikke kun Nato, som er nye i Systematics kundekartotek. Selskabet har også fået blandt andet Canada og Østrig som kunder det seneste år, lyder det.

Ifølge Systematic har den geopolitiske uro og markant øgede forsvarsbudgetter øget efterspørgslen på digitale løsninger, som kan understøtte militært samarbejde mellem lande og værn.

Ifølge topchef i Systsematic Nikolaj Bramsen har krigen i Ukraine vist, at det kan give taktiske fordele, hvis man kan analysere og dele data hurtigt og præcist.

- Vi bidrager til, at Nato og partnerlande kan samarbejde og opfylde deres styrkemål i en tid, hvor stigende polarisering gør det internationale samarbejde vigtigere end nogensinde, siger Nikolaj Bramsen i pressemeddelelsen.

Det er ikke kun Systematics omsætning, som har taget et nøk op. Også indtjeningen er vokset i løbet af 2023/2024.

I regnskabsåret har selskabet tjent 255 millioner efter skat, hvilket er 25 procent mere end året før.

Det er ikke kun inden for forsvar, at selskabet har øget sit salg. Væksten er også drevet af salg af software til sundhedssektoren og biblioteksområdet.

Uanset hvilken sektor, der er tale om, handler det ifølge Nikolaj Bramsen om at skabe overblik og bedre handlemuligheder ud fra de data, som kunderne allerede har.

- Der er et voksende behov for tværgående samarbejde og krisestyring mellem civile, frivillige og offentlige myndigheder, og vores løsninger spiller en central rolle i forhold til at styrke informationsdeling og interoperabilitet, siger han i meddelelsen.

Systematic blev etableret i 1985 og leverer it-løsninger til over 50 lande inden for eksempelvis forsvar, sundhed og digitalisering.

Virksomhedens hovedkontor ligger i Aarhus, og på verdensplan har den over 1100 medarbejdere.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Spar Nord fik sit næstbedste resultat nogensinde i 2024 Spar Nords indtjening faldt med otte procent i 2024 sammenlignet med rekordåret... Læs mere
Tyskere og amerikanere løfter Pandoras omsætning med milliarder Pandora har både løftet sin omsætning og sit overskud efter skat i 2024. I å... Læs mere
Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning I 2024 løftede medicinalselskabet Lundbeck sin omsætning med 10,5 procent til ... Læs mere
Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere