Nyheder

man, 13 mar 2023

af Mikkel Preisler

Advokat: Mail viser at Jon Stephensen ikke forfalskede underskrift

Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen møder pressen (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Børsen kunne mandag gennem en aktindsigt fremvise den mail som Jon Stephensen skrev Frederiksberg Kommune, mens den lydfil, hvor folketingsmedlemmet ifølge en whistleblower forfalsker en underskrift, blev optaget.

Men ifølge Jon Stephensens advokat, Bjarke Vejby, viser mailen, at Jon Stephensen, der er kulturordfører for Moderaterne, ikke har haft grund til at forfalske en underskrift. Det siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau. - Sagen skal procederes i retten, ikke i medierne. Men i forhold til den mail, som Børsen i dag offentliggør, kan jeg sige, at efter min opfattelse udelukker denne, at det er Jon, der har skrevet det pågældende dokument under. - Jon Stephensen skriver jo til Frederiksberg Kommune, at der mangler flere bestyrelsesmedlemmers underskrift, og han tilføjer, at det vil tage tre dage at få underskrifterne i hus. - Det ville han da aldrig skrive, hvis han allerede havde skrevet referatet under, da han dikterede mailen, siger Bjarke Vejby. Mailen, som ifølge Børsen blev sendt samtidig med, at lydfilen blev optaget mandag den 19. juni 2017, indledes på følgende måde: - Sidste medlemmer af bestyrelsen skriver under på torsdag, således at I derefter modtager godkendelse af Henning Dyremose i bestyrelsen, skriver Jon Stephensen i mailen. Jon Stephensen blev fyret som teaterchef for teatret Aveny-T sidste år, fordi han ifølge bestyrelsesformand Henning Dyremose blandet andet havde forfalsket et andet bestyrelsesmedlems underskrift. Det benægter Jon Stephensen. Han har derfor anlagt en injuriesag mod Henning Dyremose. Mandag kom det også frem, at Jon Stephensen og hans advokat har krævet et såkaldt syn og skøn, hvor en ekspert skal besvare spørgsmål om lydfilen til brug i den kommende retssag. Lydfilen er optaget af whistlebloweren, der var øjenvidne til den påståede forfalskning. I lydfilen kan man høre en person, der lyder som Jon Stephensen, sige "Jakob Høyer". Herefter lyder det, som om der bliver skrevet på et stykke papir. Til sidst bliver der sagt: "Der ser meget godt ud, ikke?". Jakob Høyer er det bestyrelsesmedlem, hvis underskrift Jon Stephensen er anklaget for at have forfalsket. Hidtil har der kun været en kort lydfil på 14 sekunder fremme, men Børsen har mandag bragt den fulde lydfil, der er mere end tre minutter lang. Whistlebloweren har ikke ønsket at stå frem med sit navn. Vedkommende har dog indvilget i at vidne under strafansvar, hvis sagen om underskriften ender i retten. /ritzau/

Andre læser også

Kosmonaut laver alien prank ombord på ISS - Giver et tiltrængt grin En kosmonaut i alien-maske skaber underholdning ombord på ISS. Læs mere
Influenzasæsonen er ved at nå sin afslutning SSI meddeler i dag, at der for anden uge i træk er et fald i antallet af influe... Læs mere
Truth Social : Aktien i frit fald I efteråret 2024 eksploderede kursen på aktien men efter Trumps indsættelse s... Læs mere
McGregor i strid med Irlands premierminister efter besøg hos Trump Conor McGregor benyttede sit besøg i Det Hvide Hus til at kritisere Irlands imm... Læs mere