Nyheder

tir, 16 maj 2023

Chatbot-ejer drømmer om at løse klimakrisen og kurere kræft

''Oversight of A.I.: Rules for Artificial Intelligence'' Subcommittee hearing in Washington (Elizabeth Frantz/Reuters)

Den amerikanske Kongres tog tirsdag eftermiddag dansk tid hul på en høring af chefen for OpenAI, der er selskabet bag chatbotten ChatGPT.

Det skriver den amerikanske avis The Washington Post og britiske BBC.

OpenAI's administrerende direktør, Sam Altman, erkendte under høringen helt generelt, at kunstig intelligens skal håndteres med omtanke.

Altman sagde blandt andet, at der er brug for, at forskellige landes regeringer regulerer brugen af kunstig intelligens.

Desuden nævnte han sine store ambitioner for, hvordan den avancerede teknologi måske kan komme til gavn i fremtiden.

- Vi arbejder på at bygge værktøjer, der en dag kan hjælpe os med nye opfindelser og gøre noget ved nogle af menneskehedens største udfordringer - herunder klimaforandringer og at finde en kur mod kræft, lød det.

Ved høringens start beskrev den republikanske senator Josh Lawley kunstig intelligens som "en af de vigtigste teknologiske opfindelser i menneskehedens historie". Det skriver BBC.

Senatoren spurgte herefter, om kunstig intelligens i fremtiden vil blive sammenlignet med opfindelsen af den trykte presse - altså som noget fordelagtigt og nyttigt - eller med opfindelsen af atombomben.

Altman svarede, at det har potentiale til at kunne sammenlignes med den trykte presse, men "at vi skal samarbejde for, at det ender sådan".

BBC's teknologiredaktør har tirsdag vurderet høringen af OpenAI-chefen.

- Han er ikke overraskende optimistisk om fordelen ved kunstig intelligens. Men han indrømmer, at han også har bekymringer, skriver redaktøren, Zoe Kleinman, efter høringens start i Kongressen.

Hun noterer sig desuden, at høringen foregår i en relativt venlig tone.

Kongressens høringer af tech-chefer - eksempelvis Facebooks Mark Zuckerberg - har ellers før været præget af en ret anspændt stemning.

ChatGPT kan blandt andet svare på spørgsmål og udføre komplekse opgaver eller eksempelvis skrive noveller, sange og digte.

/ritzau/

Andre læser også

Flygtningenævnet forlænger pause for syriske sager Efter Assads fald i december satte nævn sager med syrere på pause. Sagerne ska... Læs mere
Dansk eksport sikrer job til 187.000 amerikanere Donald Trump kan have overset, at den stigende danske eksport til USA også gavn... Læs mere
Moderaterne efterkommer krav fra arbejdstilsyn efter møgsager Regeringsparti var på spejderløb og lavede kæresteregel for at efterkomme på... Læs mere
Måling: Opbakningen til regeringen falder til hidtil laveste niveau Med 31,8 procent af stemmerne har SVM-regeringen nået sin laveste opbakning nog... Læs mere
Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder... Læs mere