Nyheder

tor, 27 apr 2023

FH indkalder til hastemøde: Formand anklages for krænkelser

Kommunalpolitisk Topmøde 2023 (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard indkalder organisationens forretningsudvalg til et hastemøde fredag morgen.

Det skyldes ifølge flere medier, at hun af flere i FH anklages for krænkelser og upassende adfærd. Mødet fredag vil sted klokken 07.00. Forretningsudvalget er organisationens øverste organ. Berlingske skriver, at Lizette Risgaard anklages for at have udvist "upassende adfærd". Det fremgår af den mødeindkaldelse, mediet har set. Ifølge Politiken fortæller kilder, at mandlige medlemmer og ansatte i fagbevægelsen har oplevet grænseoverskridende og krænkende adfærd fra Lizette Risgaards side. Hvis der viser sig at være hold i anklagerne, er flere forbund klar til at kræve formanden afsat. Men det er angiveligt ikke kun Lizette Risgaards adfærd, der er på dagsordenen for mødet fredag. Flere kræver at få besked om, hvorvidt topledelsen i FH tidligere har været orienteret om krænkelsessager, og hvordan FH i så fald har håndteret dem. I 2020 lød det fra fagbevægelsen, at den ville gå forrest i kampen mod sexisme, chikane og krænkelser, og at der ville være behov for at se indad. Det var i hvert fald budskabet i et protestbrev fra 284 tillidsfolk, ansatte og frivillige i FH, skrev Politiken. Brevet blev suppleret med en række vidnesbyrd om sexistiske kommentarer, krænkelser og regulære voldtægtsforsøg. Lizette Risgaard kaldte det "fuldstændig forfærdeligt", at der kunne forekomme krænkelser internt i organisationen. - Fagbevægelsen er jo et spejl på det samfund, vi lever i. Derfor ville det være mærkeligt, hvis der ikke var noget at komme efter hos os også, sagde formanden til Politiken i 2020. Hun blev også spurgt, om det ikke er paradoksalt, at en fagbevægelse, der skal beskytte medlemmerne mod krænkelser på arbejdspladserne, tilsyneladende ikke har nok fokus på det i sit eget hus. Hertil svarede hun, at "fagbevægelsen har haft fokus på det her gennem mange år, og nu sætter vi så ekstra fokus på det i de enkelte organisationer. Det har vi givet hinanden håndslag på". Anklagerne om krænkelser kommer, kort tid før Lizette Risgaard og andre forbundsformænd efter planen skal på talerstolen rundt om i landet i forbindelse med Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj. Hun har været formand i FH siden 2015. Inden da var hun næstformand i fagbevægelsen. /ritzau/

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere