Nyheder

man, 24 apr 2023

Ikonisk amerikansk møbelgigant går konkurs

US Bed Bath (Paul Sakuma/Ritzau Scanpix)

Den ikoniske amerikanske møbel- og interiørvirksomhed Bed Bath & Beyond har søndag indgivet konkursbegæring efter flere dårlige år.

Begæringen blev afleveret ved USA's Konkursdomstol i selskabets hjemdelstat, New Jersey. Bed Bath & Beyond var engang i fint selskab på listen over USA's 500 største selskaber, Fortune 500. Men det er i flere år gået ned ad bakke for selskabet, der har kæmpet med at omstille sig i en usikker økonomi domineret af onlinesalg. Så sent som i 2022 lukkede Bed Bath & Beyond 150 af dets butikker landet over. I januar tordnede værdien af selskabets aktie ned, da det advarede om risikoen for ikke at kunne fortsætte driften. Dengang forventede Bed Bath & Beyond et tab på 386 millioner dollar i det kvartal, der netop er overstået. Det svarer til omkring 2,6 milliarder kroner. Ophørsudsalg starter i kædens butikker på onsdag. Virksomheden har sikret finansiering på 240 millioner dollar fra en ikke offentliggjort lånevirksomhed, der skal sikre driften under dets afvikling. Bed Bath & Beyond har aktiver og forpligtelser for mellem én og ti milliarder dollar. - Tak til alle vores loyale kunder. Vi har taget den svære beslutning om at nedlægge driften, kan man læse i en besked på virksomhedens hjemmeside. Administrerende direktør i selskabet, Sue Gove, siger, at man i den kommende tid vil arbejde på at maksimere den tilbageværende værdi for aktionærerne. - Millioner af kunder har stolet på os igennem nogle af livets vigtigste milepæle - fra at starte på college til at blive gift, flytning og at få børn, siger hun i en udtalelse. Selskabet har 360 Bed Bath & Beyond-butikker tilbage samt 120 butikker under mærket BABY. Bed Bath & Beyond blev stiftet i 1971 og havde butikker i alle amerikanske delstater samt Puerto Rico, Canada og Mexico. /ritzau/AFP

Andre læser også

Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om akt... Læs mere
Bornholms konservative borgmester er sygemeldt I sidste måned stod han på første række, da kongeparret gæstede Bornholm. N... Læs mere
Patienter oplever kortere ventetid på sygehusbehandling Indenrigs- og sundhedsministeren er optimistisk i forhold til at få ventetiden ... Læs mere
Lars Bojes nye parti er halvvejs i mål Eksformanden for Nye Borgerlige har stiftet Borgernes Parti, som så dagens lys ... Læs mere