Pressemeddelelse
14.3.2023 05:40:02 CETÂ |Â TEKNIQ Arbejdsgiverne
Overenskomstaftale indgået i nat på industriområdet mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne på den ene side og Dansk Metal, 3F Industri samt Blik- og Rørarbejderforbundet på den anden.
Endnu en overenskomst er faldet på plads. Denne gang gælder det cirka 8.300 ansatte i metalindustrien på industri- og vvs-overenskomsten, hvor der i nat blev underskrevet en aftale mellem parterne.
Aftalen gælder de næste to år og betyder blandt andet, at medarbejderne får ekstra i lønningsposen, mere barsel til fædre og bedre muligheder for at indgå lokale aftaler ude på den enkelte virksomhed.
TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig over at være nået i mål med en fælles aftale i en tid præget af høj inflation, stigende materialepriser og stor global økonomisk usikkerhed.
- Med aftalen har vi sikret, at virksomhederne i metalindustrien har et solidt fundament at stå på. Det er en ansvarlig aftale i en svær økonomisk situation, hvor det er helt centralt at bevare den internationale konkurrenceevne, men hvor der samtidig er blevet plads til udvikling, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Centrale punkter i aftalen
- Stigning i mindstelønnen på 4,5 kroner i 2023 og 4,5 kroner i 2024.
- Arbejdsgivers bidrag til pension stiger fra 8 procent til 10 procent, mens medarbejderbidraget går fra 4 procent til 2 procent pr. 1. juli 2023. Den samlede pensionsindbetaling er fortsat 12 procent.
- Bidraget til fritvalgsordningen stiger med 2 procentpoint pr. 1. marts 2024.
- Mulighed for lokalaftale med et flertal af medarbejdere, når der ikke er tillidsrepræsentant
- Øget mulighed for udbetaling af fritvalgskontoen.
- Fire ugers ekstra barsel med fuld løn.
- Stigning i betalingssatserne til elever og lærlinge med 4,5 procent i 2023 og 3,5 procent i 2024.
Ved seneste overenskomstforhandling i 2020 fik industri- og vvs-overenskomsten tårnhøj opbakning. Hele 91,6 procent af medlemmerne i de forskellige faggrupper stemte dengang ja til overenskomstaftalen.
Hvis den nye aftale bliver stemt igennem, er overenskomsten gyldig med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2023.