Nyheder

tir, 13 jun 2023

Selskabet bag Langelandsfestival er på vej mod konkurs

Langelandsfestivalen bød på torsdag på hedebølge, kolde øl, musik og hygge. (Nils Svalebøg/Ritzau Scanpix)

Ledelsen i selskabet bag Langelandsfestival har indgivet en begæring om konkurs til Sø- og Handelsretten i København.

Det oplyser Sø- og Handelsretten til Ritzau tirsdag.

I december meddelte Langelandsfestival, at festivalen ikke vil blive afholdt i 2023. Det skyldes økonomiske problemer.

Ifølge Fyens Stiftstidende er der blevet indkaldt til et retsmøde onsdag klokken 10.30. Her vil selskabet ifølge avisen sandsynligvis blive erklæret konkurs.

Langelandsfestivals regnskab for 2022 er endnu ikke blevet offentliggjort, men i forbindelse med aflysningen sidste år meddelte festivalen, at der ville være et "stort millionunderskud".

Festivalejer Allan K. Pedersen har forsøgt at finde en køber til Langelandsfestival frem mod konkursen.

Det fremgår af et brev fra 3. marts til Langelands Kommune, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

- Ligeledes arbejder jeg stadig på at finde en ny drifter/ejer af festivalen, skriver Allan K. Pedersen i brevet ifølge avisen.

Det fremgår desuden af korrespondancen, at festivalejeren og kommunen er uenige om nogle økonomiske spørgsmål.

Kommunen mener, at Langelandsfestival skylder 313.125 kroner for manglende leje de tre foregående år.

Allan K. Pedersen mener derimod, at kommunen skylder festivalen 1,3 millioner kroner for manglende betaling af markedsføringstilskud.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Allan K. Pedersen.

Langelandsfestival blev afholdt for første gang i 1991. Hvert år har cirka 3000-4000 frivillige været med til at stable festivalen på benene.

Når festivalen er i gang, bliver indbyggertallet på Langeland cirka tredoblet.

Allan K. Pedersen ejer Langelandsfestival gennem sit selskab AKP Group. I 2021 havde selskabet en egenkapital på 215 millioner kroner.

Han fratrådte som administrerende direktør i Langelandsfestival 31. maj ifølge cvr-registeret. Samme dag ændrede selskabet navn til A/S af 02.10.2006.

Han har tidligere været ejer af fodboldklubben FC Nordsjælland.

I 2015 idømte Højesteret ham en bøde på ti millioner kroner plus renter for at sælge fodboldklubben for billigt til sig selv tilbage i 2008.

/ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere