Økonomi

man, 22 maj 2023

af Mikkel Preisler

Fejlagtig udbetaling af varmecheck koster 83 millioner kroner

Radiatortermostater og andre installationer i hjemmet (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

På grund af fejlberegninger har 13.800 husstande ved en fejl fået udbetalt en varmecheck.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse mandag.

Fejlen betyder, at der er blevet udbetalt cirka 83 millioner kroner for meget, fremgår det.

- Vi har haft stor opmærksomhed på at sikre den rette datahåndtering og har foruden vores egen gennemgang haft Deloitte til at gennemgå metoden til udsøgning af data, siger direktør i Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw i meddelelsen.

- Vi er nu i samarbejde med SDFI (Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, red.) i gang med at sikre, at udbetalingen af varmechecks sker på det rette datagrundlag i forbindelse med den opfølgende ansøgningsrunde.

Husstandene, som ved en fejl har fået en økonomisk håndsrækning, er ikke tvunget til at betale beløbet tilbage, når der er tale om en myndighedsfejl.

Tidligere har Energistyrelsen oprettet en indbetalingsløsning, hvor borgere frivilligt kan søge om at tilbagebetale beløbet.

Fejlen er nemlig ikke den første af sin slags.

I februar blev det slået fast, at mere end 10.000 husstande fejlagtigt havde fået hjælp til at betale de høje energiregninger.

Her var der tale om et engangsbeløb på 6000 kroner, som i august sidste år blev udbetalt til godt 411.000 husstande.

De uberettigede udbetalinger fandt da sted, fordi oplysninger i BBR-registret enten var forældede eller forkerte.

Det betød, at flere borgere stod registreret med et gasfyr, som de for længst havde udskiftet.

I denne del af sagen har det været muligt at tilbagebetale beløbet frivilligt siden 30. marts.

I midten af april havde to husstande gjort det, oplyste Energistyrelsen.

Den 10. maj lukkede muligheden for at søge økonomisk hjælp i en supplerende ansøgningsrunde. Her har Energistyrelsen modtaget 34.000 ansøgninger.

Fejludbetalingen vil forsinke udbetalinger i denne runde.

/ritzau/

Andre læser også

Skræmmende ord fra Musk: Det er en revolution Musk afviser kritik af hans arbejde for DOGE Læs mere
2026 GMC Sierra EV får nye varianter og lavere startpris GMC udvider sortimentet af sin elektriske pickup med nye varianter, lavere prise... Læs mere
Undersøgelse: tilliden til Tesla styrtdykker – To ud af tre amerikanere vil ikke eje en Tesla En ny måling viser, at hele 67 procent af amerikanerne ikke vil eje eller lease... Læs mere
Kong Charles rydder kortvarigt kalenderen op grund af kræft Kong Charles oplever mindre birkvinger med hans behandling : Kalender ryddes for... Læs mere
25 procent told rammer hele bilmarkedet: Her bygges bilerne 25 procents told på alle importerede biler til USA sender chokbølger gennem bi... Læs mere