Økonomi

tir, 02 maj 2023

Inflation blandt eurolande stiger en smule efter måneders fald

Indkøb (Signe Goldmann/Ritzau Scanpix)

For første gang i fem måneder stiger inflationen i eurozonen en smule.

Inflationen i de lande, der har euroen som valuta, var nemlig på 7,0 procent i april, når man sammenligner med samme måned året forinden. I marts var inflationen på 6,9 procent. Det viser et estimat fra det europæiske statistikkontor Eurostat ifølge nyhedsbureauet Reuters. Estimatet er offentliggjort tirsdag formiddag. Inflationsniveauet er dermed stadig højt, hvilket økonomer reagerer på med bekymring. - Brandærgerligt, lyder det i en skriftlig kommentar fra cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre. - Omvendt mister kerneinflationen lige en centimeter. Så det er en lidt blandet pose bolsjer i dagens tal for inflationen, som dog ikke overrasker vildt meget. Når man ser på kerneinflationen, fraregnes visse prisfølsomme fødevarer, og det er et tal, som økonomer har særligt fokus på. Fraregnes mad- og brændstofpriser i april, var der et fald fra 7,5 procent i marts til 7,3 procent i april, skriver Reuters. Fraregnes også alkohol og tobak, dalede kerneinflationen til 5,6 procent i april fra 5,7 procent i marts. Senere på ugen holder Den Europæiske Centralbank (ECB) sit næste rentemøde. Derfor har der også været stort fokus på dagens inflationsmelding, og hvor sejlivet inflationen er. ECB har hævet renten med mindst 0,5 procentpoint ved de seneste seks rentemøder. Nu stiller analytikere spørgsmålet, om det bliver en rentestigning på 0,5 eller 0,25 procentpoint ved næste møde. - Ovenpå den aftagende kerneinflation hælder jeg til, at ECB holder igen og blot hæver renten med 0,25 procentpoint, vurderer Kristian Skriver, som er seniorøkonom hos interesseorganisationen Dansk Erhverv. /ritzau/

Andre læser også

Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told Små og mellemstore virksomheder eksporterer for 12 milliarder til USA årligt, ... Læs mere
Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere