Økonomi

fre, 10 mar 2023

Inflationen kryber ned: Faldt til 7,6 procent i februar

Indkøb (Signe Goldmann/Ritzau Scanpix)

Inflationen tog et museskridt ned i februar, viser tal fra Danmarks Statistik.

I februar var forbrugerpriserne 7,6 procent højere end samme måned sidste år. Til sammenligning var priserne i januar 7,7 procent højere end året før. Det betyder, at inflationen fortsætter med at falde. Det er fjerde måned i træk, efter den toppede i oktober på 10,1 procent. Det lille fald i februar kan primært henføres til faldende energipriser. Modsat presser både stigninger i husleje og fødevarepriser den anden vej. Nogle økonomer kigger ofte på det, der kaldes kerneinflation. Her fraregnes prisudviklingen på energi- og ikkeforarbejdede fødevarer. Det giver blandt andet et indtryk af, hvor bredt inflationen har spredt sig i samfundet. Modsat den samlede inflation viser kerneinflationen ikke tegn på at falde. I februar steg kerneinflationen faktisk fra 6,6 procent i januar til 6,7 i februar. - Inflationen er med andre ord stadig genstridig, og 2023 bliver ligesom 2022 et år præget af høj inflation, skriver Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en analyse. - Den bragende høje inflation har gjort rigtig ondt på privatøkonomien. En typisk børnefamilie har over det seneste år skulle finde 30-40.000 kroner ekstra i husholdningsbudgettet for at købe de samme varer som for et år siden. Når inflationen falder betyder det ikke, at priserne falder. Det betyder, at de ikke stiger lige så meget som tidligere. Så længe inflationen er højere end lønstigningerne, vil forbrugerne stille og roligt opleve, at de kan købe mindre for deres løn. - Dagens tal svarer til, at en gennemsnitlig børnefamilie skal betale omkring 2.950 kroner mere for sit månedlige forbrug end for et år siden, skriver Danske Banks chefanalytiker og privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen i en analyse af tallene. - Selv hvis man tager højde for lønstigningerne i mellemtiden er der tale om et fald i levestandarden. Trods tegn på en genstridig inflation, der ikke vil forsvinde med samme hast, som den opstod, er der dog lys forude, mener hun. - Forskellen er, at mens presset på familiernes økonomi bare voksede og voksede i 2022, så peger pilen nu den rigtige vej for danskernes privatøkonomi. - Vi forventer så småt, at den faldende inflation sammen med relativt pæne lønstigninger vil betyde en genopretning af købekraften, så vi er tilbage på niveauet fra 2021 når, vi når slutningen af 2024. /ritzau/

Andre læser også

SAS øger indtjening i juni - men analytiker spÃ¥r sværere marked SAS tjente flere penge i juni end i maj. Men prisfølsomme forbrugere skaber svÃ... Læs mere
USA kommer med gode økonomiske tal efter skidt dag for tech-aktier Bnp-vækst på 2,8 procent i andet kvartal i USA er godt for både Danmark og de... Læs mere
Skønhedsprodukter driver vækst hos forbrugergigant Unilever ender efter første halvår med et overskud på fire milliarder euro, v... Læs mere
På visse øer stiger beskæftigelsen op mod 15 procent om sommeren På Læsø, Samsø og Bornholm stiger beskæftigelsen om sommeren. Oplevelseserh... Læs mere
Højere omkostninger tager bid af snarlig SAS-ejers driftsoverskud AirFrance-KLM ender efter andet kvartal med et driftsoverskud, der er 220 millio... Læs mere