Udland

man, 11 mar 2024

4000 passagerer på vej til og fra Danmark rammes af strejke

Lufthansa blev også i februar ramt af en omfattende strejke, der involverede 25.000 ansatte. (Arkivfoto).
Boris Roessler/Ritzau Scanpix Lufthansa blev også i februar ramt af en omfattende strejke, der involverede 25.000 ansatte. (Arkivfoto).

Flyselskabet Lufthansa aflyser 28 afgange til og fra Danmark med konsekvenser for op mod 4000 passager som følge af varslede strejker i Tyskland.

Det skriver mediet Check-In.

19.000 kabineansatte i Lufthansa har varslet strejke på samtlige flyvninger fra Frankfurt tirsdag. Onsdag strejkes der i München.

Det er de kabineansatte i moderselskabet Lufthansa og søsterselskabet Lufthansa Cityline, som er blevet opfordret af deres fagforening, Ufo, til at nedlægge arbejdet tirsdag og onsdag.

De to selskabers kabineansatte støttede ved urafstemning i sidste uge strejken med mere end 96 procents opbakning.

Ufo påpeger, at Lufthansa har haft et rekordoverskud i 2023 på 1,5 milliarder euro - knap 11,2 milliarder kroner. Det giver basis for at dele fremgangen med de kabineansatte, mener fagforeningen.

Lufthansa blev også i februar ramt af en omfattende strejke, der involverede 25.000 ansatte.

Det påvirkede over 100.000 rejsende til og fra lufthavnene i Frankfurt, Berlin, München, Hamburg, Düsseldorf, Köln og Stuttgart.

Da var det en anden fagforening, Verdi, der krævede en lønstigning for de ansatte på 12,5 procent samt en inflationsbonus.

Michael Niggemann, HR-chef i Lufthansa, kaldte dengang over for det tyske medie Deutsche Welle strejken for "uforholdsmæssig".

- Dette er ikke måden at håndtere vores fælles ansvar over for vores kolleger, vores passagerer eller for et stærkt og pålideligt Lufthansa, lød det.

De tyske lokomotivføreres fagforening (GDL) har også varslet strejke tirsdag som følge af en lønstrid.

Det vil komme til at ramme intercitytog, den regionale togtrafik og godstransporten i 24 timer med start klokken 02.00 tidligt tirsdag morgen. Med det korte varsel ventes der store forstyrrelser i driften.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere
Amerikansk rentesænkning smitter positivt af på danske boliglån Den seneste tid er renten på danske boliglån med 30 års fast rente faldet, da... Læs mere