Udland

søn, 03 mar 2024

Donald Trump vinder endnu tre republikanske caucusvalg

Tidligere præsident Donald Trump er langt foran sin eneste modkandidat, Nikki Haley, i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat og skulle udfordre Joe Biden ved valget i november.
Chris Carlson/Ritzau Scanpix Tidligere præsident Donald Trump er langt foran sin eneste modkandidat, Nikki Haley, i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat og skulle udfordre Joe Biden ved valget i november.

Donald Trump har vundet i samtlige 13 valgkredse ved det republikanske caucusvalg i Michigan lørdag.

I alt har han fået næsten 98 procent af stemmerne i delstaten, skriver Reuters.

Trump fik 1575 stemmer mod blot 36 til Nikki Haley.

Også i delstaten Missouri ser ekspræsidenten ud til at vinde over sin eneste modkandidat, Nikki Haley. Det viser en prognose fra nyhedsbureauet AP.

I forvejen har han vundet de republikanske primærvalg og caucusvalg i Iowa, New Hampshire, Nevada, De Amerikanske Jomfruøer samt i Nikki Haleys hjemstat, South Carolina.

I Michigan var afstemningen om, hvem der skal være Republikanernes præsidentkandidat ved valget i november, delt op i to dele. Delstaten holdt en blanding af primærvalg og caucusvalg.

Første del blev holdt i form af et primærvalg tirsdag. Her sikrede Trump sig 13 af de 16 delegerede, der var på spil.

Lørdag ryddede han bordet og fik samtlige de 39 delegerede, der var tilbage at kæmpe om ved caucusvalget i Michigan.

Dermed er Trump rykket et skridt nærmere på at blive den kandidat, der udfordrer den nuværende demokratiske præsident, Joe Biden, om cirka otte måneder.

Trump skal bruge 1215 delegerede i alt for at sikre sig nomineringen.

Ud over Michigan og Missouri holdt Republikanerne også caucus - som er en afstemning i forbindelse med et vælgermøde - i delstaten Idaho. Her vandt Trump ifølge en prognose fra AP også.

Det var ellers næsten sidste chance for Nikki Haley at markere sig inden den såkaldte supertirsdag 5. marts.

Hendes sidste chance er søndag i forbundshovedstaden Washington D.C.

Denne dag holder 15 af USA's delstater - blandt dem Californien og Texas - primærvalg.

I alt er der 874 delegerede på spil denne dag.

Republikanerne kårer formelt vinderen af partiets primærvalg ved et stort partikonvent i juli.

Meningsmålinger viser, at hvis det - som ventet - bliver Trump, der skal op mod præsident Joe Biden i november, har han en chance for at genvinde pladsen i Det Hvide Hus.

De to mænd ligger stort set lige i de fleste meningsmålinger. I nogle fører Trump med et eller to procentpoint over Biden.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald Kriminelle skal i fem år afstå fra yderligere kriminalitet for at få eftergiv... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere