Udland

lør, 20 apr 2024

Medie: 1000 amerikanske militærfolk hjemkaldes fra Niger

En ung dreng ses her med flag fra Niger, Burkina Faso og Rusland under en demonstration tidligere denne måned. Her forlangte deltagere, at amerikanske soldater omgående forlader Niger.
-/Ritzau Scanpix En ung dreng ses her med flag fra Niger, Burkina Faso og Rusland under en demonstration tidligere denne måned. Her forlangte deltagere, at amerikanske soldater omgående forlader Niger.

USA har oplyst vestafrikanske Niger om, at mere end 1000 militære personer trækkes ud af landet indenfor de kommende måneder.

Det har kilder fra USA's præsident Joe Bidens administration oplyst ifølge avisen The New York Times.

Det sker, mens Niger knytter tættere og tættere bånd til Rusland.

Juntaen i Niger ophævede i marts en aftale med USA, der havde gjort det muligt for amerikanerne at bruge to militærbaser.

Den ene var særligt til brug for droneenheder og kostede mere end 100 millioner dollar, cirka 695,4 millioner kroner, at opføre.

Ifølge en højtstående kilde i det amerikanske udenrigsministerium har den amerikanske viceudenrigsminister, Kurt M. Campbell, oplyst Nigers premierminister, Ali Lamine Zeine, at USA er uenig med Nigers beslutning om at kigge mod Rusland i sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Nigers præsident, Mohamed Bazoum, blev i juli 2023 væltet i et militærkup.

Juntaregeringen, som tog magten, har siden brudt forholdet med den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas, som typisk har været et bindeled mellem vestafrikanske lande og det globale nord.

Niger ligger i Sahelregionen, hvor også Burkina Faso og Mali har været udsat for militærkup i de seneste år.

De tre lande er gået sammen i Sahelstaternes Alliance (AES), som alle har søgt et tættere forhold med Rusland.

Russiske officerer og ansatte fra landets forsvarsministerium landede tidligere denne måned i Niger, hvor de skal hjælpe med at uddanne landets soldater.

Her lød det, at udstationeringen sker i forbindelse med en aftale mellem Nigers juntaregering og Ruslands præsident, Vladimir Putin, om at styrke samarbejdet mellem de to lande.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Novo Nordisk banker prisen ned på omdiskuteret diabetesmedicin Mandag er prisen på en pakke af Novo Nordisks diabetesmedicin uden varsling sat... Læs mere
Politiet tager tåregas i brug mod demonstranter i Georgien Demonstranter er utilfredse med lovforslag, som de betegner som russisk-inspirer... Læs mere
Forsvarschef: Vigtigst for soldater med bred forsvarsaftale Det er en "rigtig god" delaftale, lyder det fra fungerende forsvarschef. Han hæ... Læs mere