Udland

fre, 16 feb 2024

Navalnyjs mor så sin søn rask og glad få dage før hans død

47-årige Aleksej Navalnyj havde det fint i dagene op til hans dødsfald, lyder det fra flere kanter. (Arkivfoto).
Shamil Zhumatov/Reuters 47-årige Aleksej Navalnyj havde det fint i dagene op til hans dødsfald, lyder det fra flere kanter. (Arkivfoto).

Aleksej Navalnyj var ved godt mod og helbred, da hans mor så ham i fængslet mandag.

Det skriver den russiske avis Novaja Gazeta.

Få dage senere har russiske fængselsmyndigheder fredag meldt ud, at den russiske oppositionspolitiker er død i den straffekoloni, hvor han sad fængslet.

Navalnyjs mor siger til Novaja Gazeta, at hendes søn var glad og rask, da hun sidst så ham.

- Jeg vil ikke høre på kondolencer. Vi så ham i fængslet den 12. februar. Han var i live, rask og glad, siger hun til avisen.

Dødsfaldet er ikke blevet bekræftet af hverken Navalnyjs familie eller hans stab af advokater og hjælpere.

Ifølge de russiske myndigheder døde den 47-årige politiker, efter at han var blevet syg på en gårdtur.

Han mistede bevidstheden og døde kort efter, hedder det.

Dagen forinden havde han det tilsyneladende fint. Her deltog han via videolink i et retsmøde.

Navalnyj var i godt humør og kom med vittige bemærkninger blandt andet henvendt til dommeren.

- Jeg sender dig mit personlige kontonummer, så du kan bruge din enorme løn som føderal dommer til at lune min personlige konto, for jeg er ved at løbe tør for penge, sagde han blandt andet.

En af Navalnyjs advokater siger til det tyske medie Kölner Stadt-Anzeiger, at han blev lamslået over nyheden om Navalnyjs angivelige død.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Advokaten havde set billeder af sin klient fra høringen torsdag.

- Han gjorde et godt og stærkt indtryk som vanligt, siger advokaten Nikolaos Gazeas.

Han siger videre, at en hans kolleger besøgte Navalnyj i fængslet onsdag.

Retsmødet torsdag handlede ifølge det russiske medie SOTA om en uenighed mellem Aleksej Navalnyj og en fængselsbetjent, som ville konfiskere en pen fra Navalnyj.

Senere torsdag skrev politikeren på det sociale medie X, at det var blevet besluttet, at han skulle isolationsfængsles i 15 dage.

Ifølge ham selv var det allerede sket tre gange, siden han i december blev flyttet til en straffekoloni i det nordligste Rusland.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Flygtningenævnet forlænger pause for syriske sager Efter Assads fald i december satte nævn sager med syrere på pause. Sagerne ska... Læs mere
Dansk eksport sikrer job til 187.000 amerikanere Donald Trump kan have overset, at den stigende danske eksport til USA også gavn... Læs mere
Moderaterne efterkommer krav fra arbejdstilsyn efter møgsager Regeringsparti var på spejderløb og lavede kæresteregel for at efterkomme på... Læs mere
Måling: Opbakningen til regeringen falder til hidtil laveste niveau Med 31,8 procent af stemmerne har SVM-regeringen nået sin laveste opbakning nog... Læs mere
Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder... Læs mere