Udland

tor, 14 mar 2024

Norge følger trop og vil nå Nato-mål om forsvarsudgifter i 2024

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, holder pressemøde om en styrkelse af Norges forsvar.
Terje Pedersen/Ritzau Scanpix Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, holder pressemøde om en styrkelse af Norges forsvar.

Norges regering vil forsøge at nå sit mål om at bruge to procent af bnp (bruttonationalproduktet) allerede i 2024.

Det siger statsminister Jonas Gahr Støre på et pressemøde torsdag formiddag ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Vi kommer til at foreslå en betydelig styrkelse af forsvaret i det reviderede budget, som fremlægges i foråret. Det vil medføre, at Norge opfylder målet om at bruge to procent af bnp på forsvaret, siger Støre.

Han henviser til en Nato-målsætning fra 2014, hvor medlemslandene i forsvarsalliancen blev enige om hver især at stræbe efter at bruge to procent af bruttonationalproduktet på deres nationale forsvar.

Partierne i Stortinget er i gang med at forhandle en langtidsplan for det norske forsvar på plads. Planen skal gælde fra 2025 til 2028, skriver NTB.

Tidligere har den norske statsminister sagt, at planen vil omfatte de største bevillinger til Norges forsvar siden Anden Verdenskrig.

- Den sikkerhedspolitiske situation omkring Norge og i Europa er alvorlig, måske den mest alvorlige, vi har haft i mange årtier, siger Støre ifølge NTB.

Den norske statsminister uddyber på pressemødet, at den sikkerhedspolitiske situation især er koblet til Ruslands fremfærd i Ukraine.

- Norge skal forholde sig til et farligere og mere uforudsigeligt Rusland, siger Støre ifølge det norske medie VG.

Meldingen fra den norske regering kommer, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde bebudede, at Danmark næste år vil bruge to procent af bnp på forsvaret.

I 2023 brugte Danmark omkring 1,4 procent af bnp på eget forsvar.

Tal fra 2022 viser, at Norge den gang brugte 1,5 procent af bnp.

Bruttonationalproduktet angiver værdien af et lands samlede produktion af varer og tjenester i et givent år.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere
Myndighed skal lave liste over atleter for at forebygge matchfixing En ny bekendtgørelse udmønter dele af en politisk aftale fra 2022 om styrket i... Læs mere
Søren Gade: Mette Frederiksen bliver ved magten Venstre-nestoren Søren Gade tror ikke på, at hans eget parti kan vinde magten ... Læs mere