Udland

fre, 19 apr 2024

Polen anholder to for hammerangreb på Navalnyj-allieret

Leonid Volkov, som her ses under interview med Reuters 12. marts, blev angrebet med hammer i Vilnius. (Arkivfoto).
Gerhard Mey/Reuters Leonid Volkov, som her ses under interview med Reuters 12. marts, blev angrebet med hammer i Vilnius. (Arkivfoto).

To personer er blevet anholdt i Polen på baggrund af mistanke om at stå bag et angreb på Leonid Volkov, som er tidligere stabschef for den afdøde Navalnyj.

Det siger Litauens præsident, Gitanas Nauseda, fredag.

Volkov blev såret og kortvarigt indlagt, da han blev angrebet med hammer 12. marts uden for sit hjem i Litauens hovedstad, Vilnius.

Litauens efterretningstjeneste pegede efter angrebet på russiske efterretningstjenester som de ansvarlige.

Kreml afviste at udtale sig.

- Jeg takker Polen for et virkelig godt stykke arbejde. Det har jeg talt om med den polske præsident, Andrzej Duda, siger Litauens præsident.

- Jeg ønsker også at takke vores efterretningstjeneste, som stod for det indledende og vigtigste grundlæggende arbejde.

Der er ikke umiddelbart oplysninger om de mistænktes nationalitet. Det står heller ikke klart, hvornår de efter planen overføres til Litauen.

Volkov selv har - ligesom Litauens efterretningstjeneste - givet Ruslands præsident, Vladimir Putin, skylden for hammerangrebet.

Før angrebet har Volkov til nyhedsbureauet Reuters sagt, at lederne af Navalnyjs bevægelse i eksil frygter for deres liv.

Fredag takker Volkov Litauens politi for at have arbejdet "energisk og vedholdende" med sagen over den seneste måned.

- Jeg er meget glad for, at deres arbejde har været effektivt, skriver han på det sociale medie X.

- Nå, men vi finder nok ud af detaljerne snart. Kan ikke vente med det!

Volkov har blandt andet været stabschef for Aleksej Navalnyj, som var en ledende figur i den russiske opposition.

Navalnyj døde i midten af februar i en russisk straffelejr i Sibirien. De russiske myndigheder hævder, at han døde af naturlige årsager.

Støtter af Navalnyj har sagt, at han blev dræbt af Putin-styret.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere
Nykredit forudser faldende overskud efter fjerde rekordår i træk For fjerde år i træk ender Nykredit-koncernen med et overskud efter skat, der ... Læs mere
Statsministeren er uenig i Løkkes forslag om krigsfinansiering Mette Frederiksen vil ikke lade oprustningen ske på kompromis af social balance... Læs mere