Udland

tor, 15 feb 2024

Skyderi ved parade i Kansas City opstod efter skænderi

Det var på forhånd forventet, at omkring en million paradedeltagere og 600 betjente ville deltage ved onsdagens parade. (Arkivfoto).
Kirby Lee/Ritzau Scanpix Det var på forhånd forventet, at omkring en million paradedeltagere og 600 betjente ville deltage ved onsdagens parade. (Arkivfoto).

Et skyderi onsdag ved en Super Bowl-parade i den amerikanske by Kansas City opstod som følge af et skænderi, der udviklede sig voldeligt. Der var ikke tale om terrorisme.

Det siger politiet i Kansas City torsdag ifølge AFP.

- Der er ingen forbindelse til terrorisme eller voldelig ekstremisme. Det ser ud til, at det har været et skænderi mellem adskillige mennesker, som endte med skududveksling, siger Stacey Graves, som er politichef i Kansas City.

Hun tilføjer, at to af de tre personer, som er anholdt i sagen er "unge".

Skyderiet skete nær togstationen Union Station, hvor der var en fejring af Kansas City Chiefs' sejr over San Francisco 49ers ved Super Bowl søndag amerikansk tid.

En video, som øjenvidner ifølge Reuters har delt på sociale medier, viser kaos foran stationen, hvor dusinvis af uniformerede politibetjente har trukket våben og løber ind i stationsbygningen, mens man kan se mange mennesker løbe i den modsatte retning.

Ifølge ABC skete skyderiet, da fans af Kansas City Chiefs var i gang med at forlade stedet.

Det var på forhånd forventet, at omkring en million paradedeltagere og 600 betjente ville deltage ved onsdagens parade.

En person er blevet dræbt i skyderiet, mens 21 personer meldes skudsåret.

Blandt de sårede er ni børn i alderen 6-15 år, skriver BBC. Det forventes, at de alle kommer sig.

NFL-holdet Kansas City Chiefs har i en udtalelse fordømt skyderiet onsdag.

- Vi er oprigtigt bedrøvede over den meningsløse voldshandling, der skete uden for Union Station ved afslutningen af dagens parade og forsamling, lyder det.

Travis Kelce, en af Chiefs' største profiler og kæreste til superstjernen Taylor Swift, skriver på det sociale medie X, at hans hjerte er knust over hændelsen.

Tilmed har quarterback for Chiefs Patrick Mahomes samt forsvarsspilleren Drue Tranquill skrevet på X, at de beder for ofrene.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Spar Nord fik sit næstbedste resultat nogensinde i 2024 Spar Nords indtjening faldt med otte procent i 2024 sammenlignet med rekordåret... Læs mere
Tyskere og amerikanere løfter Pandoras omsætning med milliarder Pandora har både løftet sin omsætning og sit overskud efter skat i 2024. I å... Læs mere
Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning I 2024 løftede medicinalselskabet Lundbeck sin omsætning med 10,5 procent til ... Læs mere
Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere