Udland

ons, 17 apr 2024

Tilbageholdt eksleder i Myanmar flyttes i husarrest

Aung San Suu Kyis søn Kim Aris sagde i februar, at hans mor var indsat i isolationsfængsel, men at hun trods omstændighederne var ved godt helbred. (Arkivfoto).
Ye Aung Thu/Ritzau Scanpix Aung San Suu Kyis søn Kim Aris sagde i februar, at hans mor var indsat i isolationsfængsel, men at hun trods omstændighederne var ved godt helbred. (Arkivfoto).

Myanmars tilbageholdte tidligere leder Aung San Suu Kyi er blevet flyttet i husarrest.

Det oplyser talsperson for landets militærregering Zaw Min Tun ifølge en række lokale medier natten til onsdag dansk tid.

- På grund af den ekstreme varme er vi nødt til at beskytte særligt de ældre indsatte, ikke bare Aung San Suu Kyi, mod hedeslag, lyder det.

Suu Kyi er 78 år og har været tilbageholdt af den militære junta siden militærkuppet i 2021.

Demokratisk valgte Suu Kyi afsoner en række straffe på i alt 27 år for lovovertrædelser, som hendes støtter kalder fabrikerede.

Suu Kyi modtog i 1991 Nobels fredspris for sin kamp for demokrati i Myanmar.

Internationalt blev hun anset for at være et fredsikon.

Men efter at Myanmars militær i 2017 indledte det, der af FN er blevet betegnet som et muligt folkedrab mod det muslimske rohingya-mindretal, er hendes stjerne falmet markant på grund af beskyldninger om manglende indgriben.

Suu Kyis søn Kim Aris sagde i februar, at hans mor var indsat i isolationsfængsel, men at hun trods omstændighederne var ved godt helbred.

Onsdag står det til at blive 38 grader i Myanmar. Temperaturerne fortsætter på samme niveau mindst ugen ud.

Før hun blev valgt som leder af Myanmar, tilbragte Suu Kyi 15 år i husarrest, efter at hun i slutningen af 1980'erne var blevet berømt under store demonstrationer mod den daværende junta.

Mens hendes mand og børn befandt sig i England, brugte hun tiden på at spille klaver, læse kriminalromaner og meditere, samtidig med at hendes status som demokratisk forbillede blev fastslået.

I 2010 blev hun løsladt. Hun var leder mellem 2016 og 2021.

Det hus, hvor hun tidligere tilbragte mange år i husarrest, var i marts på auktion, men blev ikke solgt. Prisen var cirka en milliard kroner.

Det fremgår ikke, hvor Suu Kyi i denne omgang skal være i husarrest.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Forsvarsminister afviser drøftelser om EU-soldater i Grønland At EU's militærkomité-chef taler om europæiske soldater i Grønland må stå ... Læs mere
Minister vil have ordet kvinde skrevet ind i abortlov I ti år har der i abortlovgivning været kønsneutrale formuleringer som "den g... Læs mere
Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere