Udland

søn, 03 mar 2024

To mænd er anholdt i Berlin under jagt på eks-RAF-medlemmer

Retsmedicinere går ind i et område i Berlin under en politiaktion.
Christian Mang/Reuters Retsmedicinere går ind i et område i Berlin under en politiaktion.

Politi i Berlin har søndag anholdt to mænd under en jagt på medlemmer af den forhenværende radikale venstrefløjsgruppe Rote Armee Fraktion (RAF).

Det skriver tyske medier, blandt andet Welt og Bild.

Det står ikke klart, om der er tale om 69-årige Volker Staub og 55-årige Burkhard Garweg, som har været på flugt i over 30 år.

Delvist anonymiserede billeder bragt af det tyske medie Bild peger i retning af, at de anholdte er yngre end de to eftersøgte.

De anholdte personers identitet er fortsat ved at blive fastslået, oplyser en talskvinde for tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

De seneste dage har jagten på de to mænd været intensiveret, efter at 65-årige Daniela Klette - det tredje medlem af RAF-trioen - blev anholdt mandag.

De tre tilhørte den såkaldte tredje generation af RAF. De er blandt andet eftersøgt for overfald og røveri og forsøg på drab i perioden 1999 til 2016, efter at gruppen ellers erklærede sig selv nedlagt.

Ved søndagens aktion har man ifølge Welt kunnet høre skud.

Aktionen finder sted i området Friedrichshain. Den begyndte klokken 07.30 og har involveret både føderale politistyrker og betjente fra Berlins politi.

Andreas Baader og Ulrike Meinhof og andre fra gruppens første generation begik 33 drab på offentlige personer - embedsmænd, politifolk, erhvervsledere og amerikanske soldater - i 1970'erne. Og gruppen tog langt flere personer som gidsler.

I løbet af den tredje RAF-generations aktive periode blev Deutsche Bank-direktøren Alfred Herrhausen og Detlev Karsten Rohwedder, som var præsident for institutionen Treuhand, dræbt. Herrhausens chauffør blev alvorligt såret. Drabene er ikke blevet opklaret.

Treuhandanstalt var en institution, der blandt andet privatiserede offentligt ejede virksomheder i det tidligere DDR efter genforeningen.

Den tredje RAF-generation opløste sig selv i 1998. Den sendte dengang et anonymt brev til nyhedsbureauet Reuters, hvori de tilbageværende medlemmer erklærede, at "byguerillaen RAF" var "historie".

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tandpastagigant sælger flere tandbørster og øger overskud Colgate-Palmolive har i andet kvartal øget sit driftsoverskud med 118 millioner... Læs mere
SAS øger indtjening i juni - men analytiker spÃ¥r sværere marked SAS tjente flere penge i juni end i maj. Men prisfølsomme forbrugere skaber svÃ... Læs mere
USA kommer med gode økonomiske tal efter skidt dag for tech-aktier Bnp-vækst på 2,8 procent i andet kvartal i USA er godt for både Danmark og de... Læs mere
Skønhedsprodukter driver vækst hos forbrugergigant Unilever ender efter første halvår med et overskud på fire milliarder euro, v... Læs mere
På visse øer stiger beskæftigelsen op mod 15 procent om sommeren På Læsø, Samsø og Bornholm stiger beskæftigelsen om sommeren. Oplevelseserh... Læs mere