En række tornadoer har raseret flere delstater i USA.
I byen Holdenville i Oklahoma meldes mindst to personer, herunder en baby på fire måneder, dræbt.
Det oplyser flere statslige og lokale medier.
Dog er man søndag fortsat i gang med at lede i murbrokkerne. Derudover har der været meldingen om blandt andet jævnede bygninger og strømafbrydelser.
I primært Nebraska og Iowa var der fredag meldinger om 78 tornadoer.
Lørdag var der 35 tornado-meldinger fra det nordlige Texas til delstaten Missouri.
Det oplyser den nationale amerikanske vejrtjeneste, National Weather Service.
Nogle steder er der inden for få timer kommet 18 centimeter regn, og meteorologer har advaret om en fortsat fare for ekstremt vejr søndag, herunder hagl, pludselige oversvømmelser og yderligere tornadoer.
Derudover viser videoer og opslag på sociale medier flere bygninger, der er blevet jævnet med jorden i den lille by Sulphur i Oklahoma. Også køretøjer var blevet smadret, og flere træer har mistet deres grene og blade.
Oklahomas guvernør, Kevin Stitt, har erklæret 30 dages undtagelsestilstand. Dermed er ellers gældende regler midlertidigt sat ud af kraft for at fremskynde hjælpen til 12 af de hårdest ramte amter.
Derudover var mere end 50.000 hjem i Texas og mere end 30.000 i Oklahoma uden strøm sent søndag morgen lokal tid, fremgik det på hjemmesiden PowerOutage.us.
Området er kendt for at have hyppige og kraftige tornadoer, der raserer hvert forår.
I Sulphur er redningsmandskab gået gennem huse og køretøjer, hvor man har ledt efter ofre eller overlevende.
Kilde: /ritzau/AFP