Udland

ons, 06 mar 2024

Ukendt forretningsmand snupper flest stemmer i Samoa foran Biden

Hvem er Jason Palmer? Sådan lyder overskrifterne i mange amerikanske medier på Super Tuesday, hvor Palmer med 11 stemmer har slået USA's nuværende præsident, Joe Biden, ved Demokraternes primærvalg i territoriet Amerikansk Samoa. De går dog derfra med lige mange delegerede - tre hver. (Arkivfoto).
Pablo Martinez Monsivais/Ritzau Scanpix Hvem er Jason Palmer? Sådan lyder overskrifterne i mange amerikanske medier på Super Tuesday, hvor Palmer med 11 stemmer har slået USA's nuværende præsident, Joe Biden, ved Demokraternes primærvalg i territoriet Amerikansk Samoa. De går dog derfra med lige mange delegerede - tre hver. (Arkivfoto).

Inden tirsdag var det nok de færreste, der kendte til Jason Palmer.

Men det har ændret sig efter Super Tuesday, som er en dag, hvor en række amerikanske delstater afholder deres primærvalg på samme dag.

Palmer har nemlig udløst det eneste nederlag ved Demokraternes primærvalg til USA's siddende præsident, Joe Biden. Det er sket i det amerikanske territorie Amerikansk Samoa.

Biden har ellers vundet alle de 14 delstater, som Demokraterne har afholdt valg i på Super Tuesday.

Men i Amerikansk Samoa led han sit eneste nederlag.

91 stemmer er blevet afgivet. Palmer fik 51, mens Biden fik 40. Det oplyser den lokale partiforening ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Når det kommer til antal delegerede, står det dog lige mellem de to kandidater. De har begge fået tre af territoriets i alt seks delegerede.

Tidligere på Super Tuesday lød det, at Biden kun fik to af de seks valgmænd.

Men ifølge New York Times opdagede partiansatte i Pago Pago, som er hovedstaden i Samoa, en fejl i valgmatematikken, som de måtte rette.

Problemet bestod i måden, der var blevet rundet op på, skriver mediet.

Jason Palmers 56 procent af stemmerne svarede til 3,4 delegerede, men det blev fejlagtigt rundet op til fire.

Samtidig blev Bidens andel på 44 procent, som udgjorde 2,6 delegerede, fejlagtigt rundet ned til to.

Dermed stod antallet af delegerede lige mellem de to kandidater. Optællingen af stemmer er fortsat god nok, skriver The New York Times.

Selv var Palmer "overrasket" over sejren, siger han til CNN.

Han roser Biden for præsidentens "enorme indsats", men opfordrer samtidig Biden til at "give faklen videre til den næste generation af amerikanere", skriver CNN.

Amerikansk Samoa er et territorie og ikke en stat. Derfor kan indbyggerne ikke stemme til selve præsidentvalget.

Men de kan være med til at udpege kandidaterne. Det har de gjort for Demokraterne tirsdag, mens det republikanske primærvalg i territoriet er på fredag.

Det er anden gang, at Biden bliver nummer to i Amerikansk Samoa.

Ved det seneste primærvalg for Demokraterne i 2020 var det her, at milliardær Michael Bloomberg fik sin eneste sejr, da han stillede op som præsidentkandidat mod Biden.

Dengang blev der afgivet i alt 351 stemmer.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald Kriminelle skal i fem år afstå fra yderligere kriminalitet for at få eftergiv... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere