USA vil indføre visumrestriktioner over for flere hongkongske embedsmænd, efter at Hongkongs regering har vedtaget en ny national sikkerhedslov.
Loven kan skade friheden og de demokratiske rettigheder i Hongkong. Det siger USA's udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Loven, der hedder artikel 23, trådte i kraft den 23. marts. Den giver blandt andet mulighed for at straffe forræderi og oprør med op til livstid.
Ifølge Blinken har Kina i stigende grad strammet grebet om Hongkong og om den såkaldt særlige administrative regions demokratiske institutioner, rettigheder og friheder.
Artikel 23 er af kritikere blevet beskyldt for at skulle lukker huller, som ikke er dækket af en omstridt sikkerhedslov indført af Kina i 2020.
- Som svar meddeler udenrigsministeriet, at det tager skridt mod at indføre nye visumrestriktioner over for flere hongkongske embedsmænd med ansvar for at intensivere den hårde kurs mod rettigheder og friheder, siger Blinken i en udtalelse.
Det fremgår ifølge Reuters ikke, hvilke embedsmænd der konkret er tale om. Blinken kommer heller ikke nærmere ind på selve restriktionerne.
Udmeldingen fra Blinken kommer, efter at det amerikanske udenrigsministerium har foretaget en gennemgang af Hongkongs autonomi. Rapporten over forholdene i Hongkong afleveres årligt til Kongressen.
Men Blinkens udtalelser "forveksler rigtigt med forkert". Det siger en talsperson for Kinas udenrigsministerium i Hongkong ifølge Reuters.
At true med at sanktionere embedsfolk er "at blande sig groft" i Hongkongs anliggender og Kinas interne anliggender, lyder det.
- I stedet for at opføre sig som verdens politimand og udsende en årlig "Hong Kong Policy Act"-rapport bør USA bruge tid på at undersøge sig selv, står der i en udtalelse fra talspersonen.
I november fordømte Hongkong et amerikansk lovforslag, der opfordrede til sanktioner. De var rettet mod 49 hongkongske embedsmænd, dommere og anklagere.
Blandt dem var justitsminister Paul Lam og politichef Raymond Siu.
Fra Hongkong lød det, at det var et forsøg fra de amerikanske lovgiveres side på at skræmme.
Hongkong er en tidligere britiske kronkoloni, som i 1997 blev tilbageført til Kina.
Hongkong er delvist selvstyrende, men kontrolleres af Kina efter devisen "ét land, to systemer".
Kilde: /ritzau/