Ukraine

man, 25 mar 2024

Syv personer meldes såret i russisk missilangreb på Kyiv

En bygning er blevet ramt i angrebet mandag morgen i Kyiv.
Valentyn Ogirenko/Reuters En bygning er blevet ramt i angrebet mandag morgen i Kyiv.

Luftalarmerne blev mandag formiddag aktiveret i Kyiv, da der blev hørt flere eksplosioner i den ukrainske hovedstad.

Det oplyser Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, på beskedtjenesten Telegram.

- Eksplosioner i hovedstaden. Skynd jer at søge dækning, skrev han mandag formiddag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Borgmesteren fortæller mandag eftermiddag, at mindst syv personer er kommet til skade i angrebet.

Blandt andet er en beboelsesejendom blevet beskadiget. Billeder fra stedet viser, at bygningen er totalt ødelagt.

USA's ambassadør i Kyiv skriver på det sociale medie X, at Rusland har affyret hypersoniske missiler mod den ukrainske hovedstad.

- Rusland angriber denne morgen igen Ukraine med hypersoniske missiler. Høje brag i Kyiv. De seneste fem dage har Rusland sendt hundredvis af missiler og droner mod et suverænt land.

- Ukraine har brug for vores støtte nu. Der er ingen tid at spilde, lyder det fra ambassadøren, Bridget Brink.

Hypersoniske missiler bevæger sig med mindst fem gange lydens hastighed og kan manøvreres, mens de er i luften.

Også Ukraines udenrigsminister, Dmitrij Kuleba, kommenterer angrebet.

Han har lagt en video op på X, hvor man kan se en gruppe børn, der løber langs en bygning - tilsyneladende for at søge dækning.

Ifølge ministeren er videoen optaget i Kyiv klokken 10.30 lokal tid.

Han skriver, at det er ballistiske missiler, der er affyret mod hovedstaden.

- Dette er en påmindelse om, at Ukraine har akut behov for mere luftforsvar, i særdeleshed Patriot-systemer og -missiler, som kan afværge ethvert russisk angreb, skriver Dmitrij Kuleba på X.

Angrebet finder sted efter en weekend, hvor Rusland med flere angreb primært er gået efter Ukraines elnetværk.

Et angreb fredag morgen medførte, at en million ukrainere efterfølgende var uden strøm. Og søndag angreb Rusland kraftværker i flere ukrainske regioner - herunder Lviv-regionen i det vestlige Ukraine.

Som følge af de russiske angreb måtte Ukraine søndag skrue markant op for importen af strøm. Det høje importniveau fortsætter mandag, meddeler det ukrainske energiministerium ifølge Reuters.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Spar Nord fik sit næstbedste resultat nogensinde i 2024 Spar Nords indtjening faldt med otte procent i 2024 sammenlignet med rekordåret... Læs mere
Tyskere og amerikanere løfter Pandoras omsætning med milliarder Pandora har både løftet sin omsætning og sit overskud efter skat i 2024. I å... Læs mere
Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning I 2024 løftede medicinalselskabet Lundbeck sin omsætning med 10,5 procent til ... Læs mere
Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere