Ukraine

tir, 11 jun 2024

Ukrainske kvinder skal med dansk hjælp uddannes som håndværkere

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) siger, at Ukraine er presset. Der fokuseres i ny genopbygningspakke fra Danmark på efteruddannelse og vandforsyning. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) siger, at Ukraine er presset. Der fokuseres i ny genopbygningspakke fra Danmark på efteruddannelse og vandforsyning. (Arkivfoto).

Danmark kommer nu med en fjerde genopbygningspakke til Ukraine.

Denne gang er den på 250 millioner kroner, og nogle af pengene skal hjælpe ukrainske kvinder med at uddanne sig til håndværkere, traktorførere og elektrikere.

Når de ukrainske soldater kæmper på slagmarken, mangler der nemlig kyndige folk inden for praktiske brancher. Derfor skal der gives ressourcer til efteruddannelse for ukrainere i Mykolajiv, oplyser Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, til Ritzau.

Pengene skal blandt andet gå til kursusmaterialer og faciliteter til efteruddannelsen. Der er afsat 30 millioner kroner til den indsats.

- Situationen er jo den, at når de fleste mænd er ved fronten, jamen så mangler der simpelthen arbejdskraft i nogle af de sektorer, der er traditionelle mandefag, siger Dan Jørgensen.

Dan Jørgensen deltager tirsdag og onsdag på en stor konference i Berlin, Ukraine Recovery Conference, hvor emnet netop er genopbygning af Ukraine, og hvor bidraget annonceres.

Foruden efteruddannelse skal pakken bruges på at reparere infrastruktur, specielt omkring adgangen til rent drikkevand.

Blandt andet skal vandrør udbedres i Mykolajiv, så der kan sikres vandforsyning.

I pakken ligger også indkøb af skolebusser og en donation på 3000 høreapparater fra Røde Kors. Der er mangel på høreapparater under krigen.

Danmark har stillet sig i spidsen for genopbygningen af Mykolajiv efter russiske angreb. Pengene i pakken kommer fra Ukrainefonden.

Støtten er særlig vigtig, efter at der under EU-valgkampen har været partier i en række europæiske lande, som har argumenteret for at bidrage mindre til Ukraine.

Det vil den danske minister tage op på konferencen:

- Det er noget af det, vi forhåbentlig kan bruge konferencen til at gøre op med. Der har været partier i rigtig mange lande, som har argumenteret for, at Ukraine ikke skulle have så meget, siger Dan Jørgensen, der nævner, at det heldigvis ikke har været på dagsordenen i Danmark.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald Kriminelle skal i fem år afstå fra yderligere kriminalitet for at få eftergiv... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere