Hvis du har stået med en rulle sølvpapir, har du måske også bemærket, at der er forskel på de to sider af sølvpapiret. Det har nemlig både en mat og en mere skinnende overflade. Men hvad er forskellen? Og hvilken side er bedst?
Sølvpapiret er fast inventar i mange danske køkkener, når resterne fra aftensmaden skal gemmes, eller madpakken skal pakkes forsvarligt ind til skole- eller arbejdsdagen. Og kært barn har mange navne, for det kaldes sølvpapir, aluminiumsfolie og stanniol.
Derfor er der forskel på den matte og skinnende side
Det er faktisk ikke lige meget, om du bruger den skinnende eller matte side af sølvpapiret. De to sider har nemlig forskellige egenskaber. Hos den danske forhandler Cares.dk, der blandt andet sælger artikler til rengøring, har de beskrevet forskellen:
”Staniol består af en mat side og en blank side. Vender man den matte side ind mod maden, slipper varmen lettere igennem sølvpapiret. Vender man derimod den blanke side ind mod maden, vil varmen reflektere sølvpapiret og maden vil dermed holde varmen længere”, skriver de på deres hjemmeside, hvilket DenOffentlige.dk har delt.
Den skinnende side vil reflektere varmen og derfor også holde bedre på varmen. Pakker du derimod maden ind med den matte side indad, vil varmen lettere kunne slippe ud af indpakningen.
Pak dine madvarer sikkert ind
Skal du gemme en rest lasagne eller lignende efter aftensmaden, bør du huske, at den matte side skal vende mod maden. På den måde sikrer du, at maden hurtigere køler ned, og risikoen for, at bakterier og lignende kan trives, begrænses.
Vil du derimod holde din lasagne varm inden spisetid, kan du med fordel bruge den skinnende side inderst, så varmen reflekteres og hjælper med at holde maden varm inden servering.
Der er derfor god grund til at kende forskellen mellem de to sider af sølvpapiret, før du tager det i brug.
Her må sølvpapir aldrig bruges!
Husk, at du aldrig må bruge sølvpapir i mikroovnen, uanset hvilken side der vender udad, da det er lavet af metal. Metal reflekterer mikrobølgerne i mikrobølgeovnen, hvilket kan give gnister. Derfor bør du altid sørge for at fjerne sølvpapir, skeer og lignende i metal, før du sætter noget i mikroovnen, så du ikke øger risikoen for brand.