Erhvervspolitik

ons, 21 feb 2024

V-minister om CO2-afgifts jobtab: Landbruget vil forandre sig

Stephanie Lose (V) vil nu bruge tid på at dykke ned i anbefalingerne fra det såkaldte Svarer-udvalg, siger hun til TV 2 News.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Stephanie Lose (V) vil nu bruge tid på at dykke ned i anbefalingerne fra det såkaldte Svarer-udvalg, siger hun til TV 2 News.

En regeringsnedsat ekspertgruppe har foreslået tre forskellige afgiftssatser for en fremtidig CO2-afgift på landbruget, og de vil koste arbejdspladser i sektoren.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) vil over for TV2 News ikke svare klart på, om regeringen vil acceptere den konsekvens. Men hun siger, at landbruget altid har forandret sig og også vil komme til det i fremtiden.

- Når man ser på landbruget, har det historisk set altid forandret sig, udviklet sig og ændret sig. Der er færre arbejdspladser end førhen, det er en anden type produktion, der har været stigende effektivitet og flere maskiner.

- Landbruget kommer - CO2-afgift eller ej - til at forandre sig i fremtiden. Vi er bare optaget af, at der stadig samlet set vil være arbejdspladser i hele landet, siger Lose til TV2 News.

Hun uddyber på et pressemøde, at hun har forståelse for, at landmændene er bekymrede:

- Jeg har meget stor forståelse for, at der er nogle derude, der oplever, at deres virkelighed, dagligdag, livsgrundlag og virksomhed bliver påvirket af den proces, der kommer. Vi kommer ikke til at fjerne bekymringen, siger hun.

Ministeren bliver gentagne gange spurgt ind til, om regeringen kan acceptere konsekvensen. Hun svarer hverken ja eller nej.

På det sociale medie X skriver klimaminister Lars Aagaard (M), at den grønne omstilling er en holdsport, hvor alle skal bidrage.

- Jeg tror på, at et grønt landbrug er et fremtidssikret landbrug. Derfor ser jeg nu frem til at læse rapporten og tage ekspertgruppens modeller med ind i den grønne trepart, skriver Lars Aagaard.

Regeringens ambition er, at en CO2-afgift ikke skal være ensbetydende med tab af arbejdspladser i landbruget.

Men selv i modellen med den laveste CO2-afgift fra ekspertgruppen vil det ske, såfremt den indføres.

Det er Stephanie Lose, der som økonomiminister skal lede forhandlingerne i den grønne trepart. Her skal den endelige model for en CO2-afgift på landbruget findes.

Ekspertgruppen har onsdag præsenteret sine anbefalinger.

I modellen med den højeste afgift på 750 kroner per udledt ton vil afgiften medføre et permanent fald i beskæftigelsen på 8000 fuldtidspersoner.

I den mellemste model med 375 kroner er det cirka 4000 arbejdspladser, og for den laveste med 125 kroner er det cirka 2000.

CO2-afgiften på landbruget har været en varm politisk kartoffel for regeringen. Særligt for Venstre har den været et ømtåleligt emne, og flere i partiets bagland, herunder en række borgmestre, har talt imod at indføre den.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

S-politiker ser ingen rygende pistol i samtaler om statsborgerskab Mens Anders Kronborg (S) kan se sig selv i øjnene, er Peder Hvelplund (EL) yder... Læs mere
S stemmer imod sit tidligere forslag om mærkning af manipuleret reklame Mærkningsordningen skal sikre gennemsigtighed af manipulerede reklamefilm og re... Læs mere
Det bliver forbudt at flage med de fleste udenlandske flag En række lande bliver undtaget fra loven, der i udgangspunktet sikrer Dannebrog... Læs mere
Trods risiko for havmiljøulykker har minister stadig ingen beredskabsplan Ministerium fik kritik for manglende havmiljøberedskab. Trods modsatte meldinge... Læs mere
Borgerforslag om at forbyde nikotinposer skal op i Folketinget Flere end 50.000 personer bakker op om borgerforslag om at forbyde nikotinposer,... Læs mere